Det omstridte hold Astana mister deres World Tour-licens, hvis det står til Den Internationale Cykle Union. Det kan få drastiske konsekvenser for storholdets fremtid.

Fem dopingsager i 2014. En anløben lederskikkelse i Alexandre Vinokourov. Og rygter om forbindelser til en af cykelsportens mest kontroversielle turbo-læger har været blandt de mest indlysende kritikpunkter, når det kom til at vurdere det kazakhiske cykelhold Team Astanas plads i cykelsportens superliga.

Men står det til Den Internationale Cykle Union (UCI), kan det stjernespækkede storhold med ryttere som danske Jakob Fuglsang og Tour-triumfator Vincenzo Nibali risikere at miste sin World Tour-licens.

UCI bekræftede fredag formiddag en indstilling til unionens Licenskommission om ikke at tildele Astana en World Tour-licens.

Det vil i første omgang betyde, at Astana ikke automatisk er sikret en plads i sæsonens tre store etapeløb, ligesom man heller ikke vil være sikret en plads i de øvrige storløb, der er en del af UCIs World Tour-kalender.

Astana fik tildelt et World Tour-licens med forbehold eftersom UCI ville granske indholdet af den såkaldte Padova-rapport, udfærdiget af italienske myndigheder som led i en større dopingefterforskning. Det menes at være oplysninger fra denne, som har ført til den seneste udvikling i Astana-affæren.

Skulle Astana som forventet miste deres licens, kan holdet appellere beslutningen til Den internationale Sportsdomstol CAS.

Det gjorde det russisk-baserede mandskab Katusha for to år siden, da UCI »efter etiske overvejelser« besluttede ikke at give holdet den ønskede World Tour-licens. Katusha ankede og fik medhold, hvilket betød, at UCI udvidede antallet af World Tour-licenser fra 18 til 19.

Astana har endnu ikke kommenteret forlydenderne om UCIs indstilling.