Danmarks Idræts-Forbund og Anti Doping Danmark indkalder til pressemøde torsdag eftermiddag. Tidligere ADD-formand vurderer, at en dopingindrømmelse fra Kyllingen vil resultere i en ny dopingstraf.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Torsdag morgen indkaldte Michael Rasmussens cykelhold, ChristinaWatches/Onfone, til pressemøde. Efter alt at dømme et møde, hvor den danske cykelrytter vil indrømme et omfattende dopingmisbrug.

Nu indkalder også Dansk Idræts-Forbund til pressemøde.
Det sker torsdag klokken 15.30 i Idrættens Hus i Brøndby - blot halvanden time efter, at Michael Rasmussen formentlig har lagt dopingkortene på bordet.

I den korte pressemeddelelse kommer DIF og Anti Doping Danmark dog overhovedet ikke ind på ærindet for deres pressemøde, men nøjes med at skrive følgende:

- Til stede vil være repræsentanter for de to organisationer. Hverken Danmarks Idræts-Forbund eller Anti Doping Danmark har kommentarer før pressemødet.

Jens Evald, der er tidligere formand for Anti Doping Danmark, vurderer, at Michael Rasmussen vil blive straffet en gang til, hvis han indrømmer at have taget doping tidligere i sin karriere.

Og her er den normale strafferamme en udelukkelse på to år.

- Vi må forvente, at Michael Rasmussen bliver mødt af en straf. Men hvordan DIF vil skrue sagen sammen, det kan man ikke sige noget sikkert om på forhånd, siger han til sporten.dk.

I 2007 blev Michael Rasmussen idømt to års karantæne for at have givet forkerte oplysninger til dopingmyndighederne om, hvor han befandt sig op til Tour de France i 2007. En straf, han har udstået.

Men den straf vil efter normal retspraksis ikke dække over en decideret dopingforseelse. Faktisk kan det gøre, at straffen bliver længere.

- Hvis det her bliver betragtet som Michael Rasmussens dopingforseelse nummer to, så ryger han formentlig op i en straf på fire år. Men det kan blive helt afgørende, om han for eksempel indrømmer brug af doping efter sin straf i 2007. For så kan man tale om noget, som også er fortsat, siger Jens Evald og tilføjer:

- Og min erfaring fortæller mig, at så kan man meget let at blive straffet hårdere end de to år. Og så taler man som udgangspunkt om en straf, der begynder fra fire års udelukkelse og derover.

Ovenstående kan meget vel blive et muligt scenarie, for ifølge TV 2 Sporten har Michael Rasmussen tænkt sig at indrømme et dopingmisbrug, der strækker sig over en periode fra 1998-2010.

DR mener dog allerede at vide, at Michael Rasmussen 'nøjes' med to års karantæne, fordi han har fået den forhandlet ned ved at give detaljerede oplysninger om brugen af doping samt nævne navne på andre ryttere, der har forbrudt sig mod lovene.