Alberto Contador måtte en tur i asfalten lørdag eftermiddag på sjette etape af cykelløbet Katalonien Rundt.

Tinkoff-Saxo må være det cykelhold med den værste karma i øjeblikket. For mens balladen mellem ejer Oleg Tinkov og Bjarne Riis raser på de indre linjer, kører det heller ikke for holdets ryttere på landevejen.

Nærmest symptomatisk for Tinkoff-Saxos nuværende situation styrtede holdets absolutte stjernerytter Alberto Contador i en rundkørsel tre kilometer fra målstregen i Katalonien Rundt.

Spanieren var efterfølgende i stand til at gennemføre etapen, men han havde sår på venstre hofte, knæ, ben, arm og hånd.

Tinkoff-Saxo oplyste efter etapen, at Alberto Contador modtag behandling fra holdets læge på sit hotelværelse, og holdet forventer, at han kan fortsætte løbet søndag. Først skal Contador dog gennemgå flere lægetjek.

Alberto Contador ligger på tredjepladsen i løbet, som føres af Richie Porte fra Team Sky.

Etapen blev i øvrigt vundet af Sergei Chernetski fra Katusha.