Dansk cykelsport har adskillige store talenter på vej frem mod et gennembrud. 20-årige Magnus Cort beviste lørdag formiddag, at det langt fra var nogen tilfældighed, at han om onsdagen vandt 1. etape, da han tog sin anden etapesejr ved at køre alene over målstregen i Asnæs Indelukke efter 106 intense km.

Unge Cort, der kører for Team Cult Energy, var stærkest af alle ryttere på den afsluttende stejle stigning, og han kunne juble over en ny meriterende sejr.

Han nåede at køre i den gule førertrøje både torsdag og fredag, inden Matti Breschel rev den af ham efter etapen, der endte med den hårde stigning op over Kiddesvej i Vejle.

I den samlede stilling er Matti Breschel fortsat i spidsen inden den 12 km lange enkeltstart, der formentlig kommer til at afgøre løbet Holbæk lørdag aften. Lars Bak ligger på andenpladsen fire sekunder efter, og han er nu favorit til at vinde løbet på grund af sine overlegne tempoegenskaber.

Martin Mortensen fra det hjemlige Concordia-Riwal sad lørdag formiddag ude i et udbrud med italieneren Sacha Modolo, men danskeren måtte til sidst slippe, så Modolo kørte alene ind på den sidste kilometer, inden han også blev fanget.

Undervejs udgik den olympiske mester i omnium, Lasse Norman Hansen. Han er tydeligvis hårdt ramt af de to ture i asfalten, som han havde taget om fredagen, hvor han endte med at kæmpe sig i mål næsten tyve minutter efter etapevinder Matti Breschel.