Er Bjarne Riis tæt på et comeback i cykelsporten? Det spørgsmål troede tv-seere på Eurosport, at de var ved at få svar på. Tekniske problemer og en mundkurv satte dog tilsyneladende en stopper for Brian Holms planer om at løfte sløret for Riis' fremtidsplaner. Efterfølgende har Holm dog måttet krybe til korset og har indrømmet, at han bare forsøgte at lave sjov.

Brian Holm var medkommentator på Abu Dhabi Tour, der bliver kørt i øjeblikket. Og her lagde Holm op til, at han ville fortælle om Bjarne Riis' planer. Han begyndte ifølge Politiken faktisk også på det, men her kom den tekniske fejl ind i billedet. Lyden ikke nåede ud til seerne, og da Holm blev opmærksom på det, lovede han, at han efter en reklamepause ville gentage det, han tidligere på dagen havde fået at vide af Riis i en telefonsamtale. Så langt nåede han dog aldrig.

»Ja, nu har Bjarne altså lige ringet til mig igen og sagt, at jeg skal holde min mund. Det er åbenbart en hemmelighed, og selv om det er irriterende at få en sådan at vide uden at måtte fortælle den videre, siger jeg altså ikke noget,« sagde Brian Holm ifølge Politiken og fortsatte:

»Men det er virkelig noget spændende, Bjarne har gang i.«

Over for TV2 erkender Brian Holm dog nu, at det hele bare var en spøg.

»Der sker det, at min mikrofon ikke virker under hele den første del af sendingen i dag, så siger jeg for sjov, at nu nåede folk ikke at få historien om Bjarnes fremtid, og at de måtte få mere at vide efter pausen. Efter reklamerne siger vi så, at Bjarne har haft ringet, hvilket han ikke har,« siger Brian Holm.

Brian Holms historie falder ellers i tråd med den seneste tids rygter om Bjarne Riis. Ifølge Ekstra Bladet skulle Riis blandt andet have forsøgt at købe sit tidligere cykelhold, Tinkoff-Saxo, tilbage.