Lars Seier Christensen og Bjarne Riis går med drømme om komme tilbage cykelsporten. Men om de to præsenterer et nyt dansk cykelhold 25. februar ved et pressemøde på Hotel D’Angleterre i København er fortsat uvist for offentligheden.

Lars Seier Christensen havde egentlig besluttet, at han og Bjarne Riis først ville fortælle om deres nye projekt på Hotel D’Angleterre.

Men har alligevel indvilget i, ’at fortælle det, han kan på nuværende tidspunkt’, til BT.

»Bjarne og jeg har set, at der er spekulationer om, hvad der foregår, og hvad vi går og laver. Derfor har vi besluttet, at vi vil stå frem med de tanker om, hvad vi har tænkt os at bygge op. Det involverer en række forskellige elementer - og herunder også vores drøm om cykling,« siger Lars Seier Christensen over en ustabil telefonlinje fra Brasilien, hvor han har fulgt det årlige karneval.

»Det bliver lidt bredere, end folk går og tror. Men hvis folk tror, at vi har købt Tinkoff tilbage, så vil de nok blive lidt skuffede, fordi det har vi ikke,« slår Lars Seier Christensen hurtigt fast.

Men går de to danskere så alligevel ikke med en ambition om at lave et nyt World Tour-hold?

»Det, synes jeg ikke, at jeg har sagt,« siger Lars Seier Christensen.

Men vi skal altså stoppe helt med at spekulere i, at I køber cykelholdet Team Tinkoff tilbage?

»Det er ikke det, vi kommer til at præsentere på pressemødet. Og der er ikke umiddelbare planer om det, men man ved aldrig med fremtiden,« fortæller Lars Seier Christensen og tilføjer:

»Jeg vil dog sige, at man kender vel både mig og Bjarne dårligt, hvis man tænker, at vi gør så meget krudt ud af et lille rejsebureau eller i den stil.«

BT har gennem et længere stykke tid erfaret, at Lars Seier Christensen og Bjarne Riis’ planer er at skabe en større forretning, hvor cykling er kerneproduktet, men hvor der også investeres i andre ting ved siden af.

Altså lidt samme model som eksempelvis Parken Sport & Entertainment, hvor fodboldholdet er drivkraften, men hvor virksomheden også tjener penge på andre ting.

Lars Seier Christensen bekræfter nu også, at det nye projekt bliver en større virksomhed med flere forskellige investeringer. Men med en rød tråd omkring cykling.

»Der kan godt være andre elementer end cykling, men det er klart, at med Bjarne og jeg vil det være usandsynligt, at vi vil gå ind i synkronsvømning,« siger han.

Lars Seier Christensen bevæger sig ud i en forklaring og udregning om, at det isoleret set er svært at tjene penge, hvis man ’bare’ laver et cykelhold og så satser alt på det.

Sponsorkronerne går som oftest til at finansiere rytternes kontrakter på holdet år for år, og så er der ikke meget tilbage på bundlinjen.

»Derfor har vi lidt flere ambitioner end det, mange umiddelbart går og forventer - nemlig at vi bare stiller op med et cykelhold,« siger Lars Seier Christensen og kredser fortsat rundt om det her fremtidige cykelhold, som måske, måske ikke, bliver præsenteret.

Hvilke ting, som den tidligere Saxo Bank-ejer og den forhenværende cykelboss ellers har set sig varme på, er stadig hemmeligt,

Men det forlyder, at det vil formentlig primært vil være inden for sport og event.

Eksempelvis har Lars Seier Christensen via sit selskab Seier Capital skrevet et nyt personligt sponsorat af den franske Formel 1-stjerne Romain Grosjean. Og Grosjean er muligvis en af de investeringer, de to vil præsentere i København.

Og det er vigtigt det her med, at Bjarne Riis og Lars Seier Christensen gør det ’sammen’.

Det er ikke som tidligere bankbossen, der sponsorer Bjarne Riis, understreger Lars Seier Christensen.

»Det er mit og Bjarnes projekt sammen denne gang.«