Jakob Fuglsangs kaptajn, Vincenzo Nibali, går uforberedt ind til mødet med Vogeserne.

Den amerikanske countrylegende Woody Guthries måske mest kendte hymne handlede om at kunne omfavne, respektere og elske et Amerika, som var Guds eget land i al sin storslåede ødselshed både dit og mit og hver mands eje.

Så gavmildt kommer det næppe til at gå for sig, når Tour de France fra og med i dag går ind i en ny fase. Feltet skyder sig ind i Vogesernes bjergkæde, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om det er her, Alberto Contador vil lægge de første skinner for at komme på sporet efter den tabte tid. Et minus på 2 minutter og 37 sekunder til Vincenzo Nibali i den gule trøje er allerede en sjat. Og sjældent har behovet for at bruge hver en meter i et jævnbyrdigt og pivåbent Tour de France været mere påtrængende.

- Jeg forventer at se Alberto (Contador, red.) og nogle af de andre angribe. Men vi vil forsøge at kontrollere etapen så langt som muligt og så se, hvad der sker, lyder det fra den 29-årige italiener, som kan få sig en grum overraskelse i Gérardmer.

- Jeg kender ikke afslutningen i Vogeserne, for jeg har kun prøvekørt nøgleetaperne i Alperne og Pyrenæerne, erkender manden i gult.

De rappe ramper i Frankrigs nordøstlige hjørner er ikke nok til at sende Nibali på rutsjetur i klassementet. Men de tre kommende etaper er alligevel af en karakter, hvor man skal være på forkant med udviklingen.

QuickStep-sportsdirektør Brian Holm forudser ikke noget rasende opgør mellem de tunge karakterroller.

- Det kan godt være, at Astana lige kigger på, hvem der ligger derude. Der kan være en idé i at lade en anden tage trøjen. Det ville ikke være unormalt i hvert fald. Det er hårdt for holdet at forsvare trøjen. Dér skal man overveje hver dag, hvad man gør i Tour de France.

- Sandsynligvis vil der ikke være nogen af klassementsrytterne, der bliver isoleret endnu. Det bliver ryttere fra andet geled, der stikker snuden frem. For et af de store navne vil det være dumt at gå ud at sidde alene og stege i sit eget fedt, mener Holm, som i går fik sin og holdets første etapesejr via Matteo Trentin.