Nu betaler han for doping-årene: Overlever takket være pacemaker

Cykelrytteren Gert-Jan Theunisse var på toppen af sin karriere samtidig med, at det internationale cykelfelt i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne for alvor udviklede sig til et rullende apotek.  Det betaler den 50-årige hollænder i dag en dyr pris for.

Theunisse, der var let genkendelig i feltet med sit skulderlange hår, vandt i 1989 den prikkede bjergtrøje under Tour de France, hvor han undervejs også vandt Alpe d'Huez-etapen og sammenlagt blev nummer fire.

Han testede positiv både i 1988 og i 1990, og i 1995 måtte han stoppe karrieren på grund af hjerteproblemer. Siden er han dog fortsat med at køre mountain-bike på veteran-niveau, selvom han i 1999 blev ramt af det første af adskillige hjerteanfald.

Gert-Jan Theunisse skriver en klumme i det hollandske cykelsportsblad Wielerrevue, og her fortæller han, hvordan han har været nødt til at få indopereret en pacemaker for at holde sig i live.

- Jeg har åbenbart haft mange hjerteanfald det seneste års tid, og derfor besvimede jeg ofte. Mit hjerte var bogstaveligt talt ved at eksplodere, skriver hollænderen, der har fået forbud mod intensiv træning.

- Jeg har det godt i øjeblikket, selvom pacemakeren allerede flere gange har måttet redde mit liv ved at give mig et stort elektrisk stød. Der er ingen, som kan forstå, at jeg stadig er i live. De siger, at der må have været et helt felt af engle, som har våget over mig, fortæller Theunisse.

Læs også: