Den norske cykelrytter Alexander Kristoff har sat sit cykeltøj til salg på nettet. Men man kan godt glemme alt om at få fat i Kristoffs klæder.

Det varede nemlig ikke længe, inden Kristoffs personlige cykeltøj var solgt. For den nette sum af 4600 norske kroner - knap 4000 danske kroner - kunne du ellers være blevet den heldige ejer af den norske succesrytter Alexander Kristoffs cykeltøj.

Den 27-årige nordmand får hvert år stillet masser af cykeltøj til rådighed af arbejdsgiveren Team Katusha, og for at få plads i hjemmet sætter han det overskydende tøj til salg på den norske pendant til Den Blå Avis - Finn.

»Jeg gør det for at komme af med lortet. Når jeg får nyt tøj, sælger jeg det gamle. Og er folk interesserede, kan de købe det. Der er en del, der er interesserede. Det forsvinder hurtigt, så folk skal være tidligt ude,« siger Kristoff til den norske avis VG.

Allerede en time efter tøjet var blevet lagt ud, var Kristoffs klæder solgt.

Næste gang muligheden for at få fingre i sprinterkongens private cykeltøj bliver højst sandsynligt til januar, afslører nordmanden overfor VG.

Kristoff har mildt sagt haft en fremragende cykelsæson indtil videre. Det er blevet til sejre blandt andet i de belgiske klassikere Flandern Rundt og Scheldeprijs samt en samlet sejr i Tre Dage ved Panne.