Norsk doper: Kim A vidste det ikke

Den tidligere norske rytter Steffen Kjærgaard har indrømmet dopingmisbrug, men fastholder, at han var alene om det.

Da Steffen Kjærgaard i slut-90'erne kørte for først det danske hold Team Chicky World og sidenhen Lance Armstrongs hold US Postal, gjorde han flittigt brug af doping. Det har han nu erkendt på et pressemøde i Oslo.

- I snart 15 år har jeg holdt på en løgn, sagde Steffen Kjærgaard.

Da Team Chicky World dengang var anført af sportsdirektør Kim Andersen, kunne man sagtens se skandalen ulme omkring sidstnævnte. Men danskeren har efter Kjærgaards udsagn ikke været indblandet.

- Jeg ved ikke, om der er andre på de hold, jeg har kørt på, der har taget doping. Det har jeg ikke direkte kendskab til, det var et lukket system, og jeg valgte at holde det lukket, fortæller Kjærgaard.

Nordmanden fortæller, at det var i lyset af de seneste dopingafsløringer i forbindelse med Armstrong-rapporten, at han besluttede sig for at gå til bekendelse.

- Det, som er kommet frem de seneste to uger gennem USADAs offentliggørelse om US Postal, har gjort, at jeg har været nødt til at komme frem med min mørke løgn fra fortiden, erkender nordmanden brødebetynget.

Læs også: