Cykeleksperten Dag Otto Lauritzen har været til samtale på norske TV2, hvor han skulle svare på, om han har været i forbindelse med doping.

I sidste uge kom det frem, at TV2 Sporten på baggrund af dopingskandalerne ville se på, om redaktionen har den rigtige bemanding til at dække cykling. Det betød blandt andet, at Rolf Sørensen blev indkaldt til en samtale med TV2 Sportens chef, Frederik Lauesen.

Det samme er sket i Norge, hvor den tidligere cykelrytter, Dag Otto Lauritzen, som indtager nogenlunde samme position som Rolf Sørensen på norsk TV2, har været til samtale om sin fortid. Det skriver den norske avis Fædrelandsvennen.

- Dag Otto er krystalklar omkring, at han aldrig har brugt doping. Vi har tillid til hans historie, og Dag Otto forbliver i aller højeste grad en central del af TV 2s cykelsatsning, skriver TV 2-chef Vegard Jansen Hagen i en email til den norske avis.

Årsagen til mødet mellem Dag Otto Lauritzen og TV2 var, at TV-stationen ville have klargjort, om den populære TV-skikkelse har lig i lasten, som det var på tide at komme af med.

- Dette er en stor og krævende sag, som vi har ønsket at få belyst på en god måde. Det er vigtigt, at vi får svar på det, vi ønsker, og vi er trygge ved Dag Ottos fortid.

- Det er nødvendigt, at vi er grundige, omhyggelige og 100 procent åbne, uddyber Vegard Jansen Hagen overfor vg.no.

Dag Otto Lauritzen kørte som professionel for blandt andre Motorola, sammen med Lance Armstrong og senere på det hollandske mandskab, TVM, hvor det senere er kommet frem, at dopingen var udbredt.

Hvis Dag Otto Lauritzen havde brugt doping i sin karriere, så ville han blive fyret, fortæller TV2-chefen.

- Hvis det var kommet frem, at han havde brugt doping, ville det være slut. Det ville være ødelæggende for den tillid, vi har til ham, og den historie han har fortalt til os, siger Hagen.

Dag Otto Lauritzen fungerer ligesom Rolf Sørensen som ekspert og kommentator på norsk TV2.