Saxo Bank-Sungard-rytteren Nicki Sørensen vandt søndag DM i cykling på landevej for fjerde gang i karrieren.

Leopard Trek-rytteren Martin Mortensen blev nummer to i løbet, mens Michael Reihs fra Christina Watches blev nummer tre.

DM-sejren betyder, at Nicki Sørensen kommer til at køre i rødt og hvidt under Tour de France. Vinderen af DM får æren af at køre i Dannebrogs-trikoten under Touren, som begynder den 2. juli.

Nicki Sørensen var opsat lige fra begyndelsen af løbet, og da en gruppe på 22 ryttere gik i udbrud godt halvvejs i løbet, var han med.

Flere andre store navne var også blandt de 22 mand såsom Sørensens holdkammerat Chris Anker Sørensen, Leopard Trek-rytteren Jakob Fuglsang og Michael Reihs.

Selv om Reihs var med i udbrydergruppen, så deltog hans hold Christina Watches-Onfone i jagten, fordi han var den eneste fra Michael Rasmussens hold, som var med i udbruddet.

Jagten var med til at mindske forspringet ned til feltet fra tre og et halvt minut til cirka to minutter, men meget tættere på kom hovedfeltet ikke.

Det var og blev blandt frontgruppen, det skulle afgøres. Og det blev det på et tidspunkt, hvor fem ryttere løsrev sig og stak alene af sted fra udbruddet.

Holdkammeraterne Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen viste igen gode ben. Sammen med Reihs, Leopard Trek-rytteren Martin Mortensen og Thomas Vedel Kvist fra Team Glud & Marstrand fik de et forspring på 40 sekunder til resterne af udbrydergruppen.

Nicki Sørensen forsøgte flere gange at stikke alene af sted fra fem-mands-gruppen, men Martin Mortensen var dygtig til at følge med ham. Så det blev samlet flere gange i den hektiske slutfase, inden Nicki Sørensen stak uimodståeligt af sted.

Nicki Sørensen snuppede dermed DM-titlen for andet år i træk og for fjerde gang i karrieren.

/ritzau/