Mørkøv afslører: Han var mit første store idol

Michael Mørkøv ser tilbage på tre minder, der var med til at definere ham som cykelrytter i karrierens spæde begyndelse

Michael Mørkøvs cykelkarriere begyndte som 11-årig på en gul Everton-cykel. Det var hans far, der fik kærligheden til cykelsporten til at blomstre under et seksdagsløb. Med lige dele jantelov og opmuntring fra faderen begyndte den lille dreng at cykle.

I september i år oplevede Michael Mørkøv sit foreløbige højdepunkt i karrieren, da han vandt 6. etape af Vuelta a España. Det var aldrig sket, hvis ikke han havde leget med cykelsporten, da han var dreng. Her fortæller han om tre afgørende minder fra barndommen, som gjorde Michael Mørkøv til en af tidens bedste danske cykelryttere.

***

Det første minde er fra en hverdagsaften i 1995, og det var ikke sådan lige til at se, at netop den aften skulle blive noget helt specielt. Men så kom Michael Mørkøvs far hjem fra radio/tv-butikken.

- Vil du med ud at køre en tur?, spurgte han.

Sammen kørte de fra huset i Kokkedal mod København. Michael vidste ikke, hvor de skulle hen. Han vidste godt, at hans far var vild med cykelsport. Han havde længe beundret den kasket fra et seksdagsløb, som hans far nogle gange havde på. Men da bilen kørte ind i Forum, vidste Michael ikke, at der var seksdagsløb i gang. De købte to billetter og satte sig på tribunen.

- Jeg kan huske lige så tydeligt, at vi satte os op på tribunen kun mig og min far. Det var noget helt specielt. Jeg har to brødre, og vi lavede altid noget sammen hele familien, men pludselig sad jeg der helt alene med min far og følte mig enormt voksen. Jeg tror, at alle drenge har den der følelse indeni sig selv om, at man gerne vil gøre sin far stolt. Man gør sig til over for sin far og vil gerne ligne ham. Han kunne godt lide Par Nummer 7, så det kunne jeg også.

- Jeg kan ikke huske så meget af, hvem der vandt, og hvad der egentlig skete. Jeg husker mest af alt, at jeg var enormt imponeret af Par Nummer 7, og det her dannebrogsflag, de kørte med. Det, jeg husker tydeligst, var, at jeg sad helt alene med min far og følte mig enormt voksen på sådan en hverdagsaften.

- Senere fik jeg en Par Nummer 7-trøje, som min farmor havde købt til mig i Forum. Den lå jeg og cyklede rundt med nede i villakvarteret, hvor vi boede. Min lillebror Jesper havde et TVM-kit, fordi han var stor fan af Jesper Skibby, og min yngste bror havde en Bjarne Riis-cykeltrøje. Vi tre kørte rundt så tit vi kunne nede på skolens parkeringsplads og legede seksdagesløb i cykeltøj. Jeg vandt altid.

- Jeg ville gerne være Jimmi Madsen, for han var mit helt store idol. Den trøje jeg fik af min farmor var med det sorte rygnummer, og det er også det rygnummer, jeg selv har kørt med, når jeg har været par nummer syv.

***

Det andet minde kom kort efter. Det daterer sig til dengang, hvor cykelsporten eksploderede i Danmark. På den positive måde, forstås. Bjarne Riis var kort forinden blevet hyldet i Tivoli af Poul Nyrup Rasmussen, og danskerne kunne få alt til at rime på Tour de France og gul trøje. Det var på det tidspunkt, Michael Mørkøv fik sin første racercykel. En helt gul cykel af mærket Everton, hvor der stod Tour de France på stellet.

Den dengang 11-årige Michael havde flere gange sagt til sin far, at han godt kunne tænke sig at køre cykelløb. Men far skulle først overbevises om, at Michael virkelige mente det. Han ville ikke acceptere, at racercyklen fik en måneds opmærksomhed, og derefter blev efterladt som støvopsamler bag græsslåmaskinen i skuret.

Heldigvis for Michael var hans far fascineret af cykelsport, så da Michael havde talt længe nok om en racercykel, tog de sammen ned til den lokale cykelbutik og købte den gule Everton-cykel for 5.000 kroner.

- Jeg kørte på cyklen i en sæson, og året efter indløste jeg licens til Lyngby Cykelklub. Efter at jeg havde kørt på cyklen i et år, blev den omlakeret, så den var klar til den nye sæson.

- Senere ville jeg gerne have en ny cykel, men min far sagde, at jeg selv skulle spare sammen til den. Jeg fik en avisrute og gik med aviser i hele vinterhalvåret, hvor sæsonen var slut. Om aftenen stod jeg og lagde aviser og reklamer sammen, og så brugte jeg stort set hele lørdagen på at levere de her skide reklamer. Det gav vel 80-100 kr. for sådan en tur, og det var sådan, jeg sparede penge sammen. Men når en ny cykel koster 6.000 kroner, så kan det godt tage lidt tid at spare nok penge sammen. Der var min far sådan en type, så når jeg havde sparet sammen, så gav han mig 4.000 kroner oven i, så jeg kunne få den cykel til 10.000 kroner, som var lidt mere interessant. På den måde har min far givet mig en uddannelse i, at penge er ikke bare er noget, der hænger på træerne. Jeg skulle lære, at man skal spare sammen.

- Det har også gjort, at jeg altid har været enormt glad for alle de cykler og det udstyr, jeg har haft. Jeg har siddet og pudset min cykel med piberensere hver eneste weekend, så den var helt up-to-date. Det er den kærlighed man får til tingene, når man selv har gået med aviser og har tjent pengene til cyklen.

***

Det tredje minde er fra en dag i barndommens land, hvor det slog ham, at han måske kunne vinde et cykelløb.

Men man skal ikke sådan gå og tro, at man kan vinde Tour de France. Sådan fik Michael Mørkøv at vide af sin far. Og Michael var da heller ikke noget stort cykeltalent i ungdomsårene. Det ved han godt. Han kørte ofte om femte- og syvendepladser i stedet for førstepladser i de lokale løb på Sjælland. Hans far opmuntrede ham til at cykle, men Michael fik ikke lov til at drømme alt for stort.

- Jeg husker engang, hvor jeg som drengecykelrytter fik idéen om, at jeg kunne vinde søndagens løb i Roskilde. Så sagde min far til mig, at der jo altså også var mange andre gode med i løbet, og det var jo ikke sikkert, at jeg ville vinde. Så kunne jeg gå og tænke lidt over det. Jeg oplevede det som om, at der var rigtig meget jantelov.

- Det har helt klart givet mig noget ydmyghed. Men jeg har også nogle gange set det som en hæmsko at vokse op med den her jantelov. For hvis man virkelig skal præstere, er det meget vigtigt at tro på sig selv.

- Jeg var ikke nogen specielt god cykelrytter, da jeg begyndte. Jeg var ikke dårlig, men jeg vandt ikke særligt mange cykelløb. Jeg måtte kæmpe for at komme i præmierækken. Men til trods for det, følte jeg mig rigtigt godt tilpas i cykelsporten, og jeg havde fået nogle gode kammerater, som jeg godt kunne lide at cykle med. Da jeg som junior kom til at køre på banelandsholdet og var med til VM og blev danmarksmester i pointløb og senere blev danmarksmester for senior i baneløb, gik det op for mig, at jeg måske kunne drive det her til noget.

- Jeg har hele tiden haft mål, men det har været mål, som var inden for rækkevidde. Målsætningerne er hele tiden blevet vildere og vildere. Min første ambition var at komme til at køre amatørseksdagesløb. Bagefter var det at køre professionelt seksdagesløb, og så fandt jeg nye mål. Jeg har lært, at man ikke skal gå og tro, at man kan vinde Tour de France.