Lars Bak og Søren Kragh Andersen bringer antallet af danskere op på seks i endagsklassikeren Milano-Sanremo.

Milano. På den oprindelige startliste til lørdagens endagsklassiker Milano-Sanremo figurerede fire danskere, men antallet blev pludselig til seks torsdag.

Således har Søren Kragh Andersen og Lars Bak i sidste øjeblik fået plads på deres respektive hold Sunweb og Lotto Soudal.

Andersen kom med på et afbud, da franske Warren Barguil er forhindret på grund af en ankelskade, han pådrog sig under Paris-Nice.

- I Søren får vi en god erstatning set ud fra hans evne til at overleve bakker og positionere holdkammerater, siger Sunweb-træneren Aike Visbeek og fortsætter:

- Han gav os en fornem demonstration af sin kunnen under Tirreno-Adriatico, og han tilføjer maksimal fart til holdet, så vores planer ikke ændrer sig meget, siger han.

Ligeledes torsdag meddelte Lotto Soudal, at Lars Bak erstatter Nikolas Maes.

I forvejen havde Astana udtaget to danskere i skikkelse af Matti Breschel og Michael Valgren, mens Magnus Cort og Michael Mørkøv stiller op for henholdsvis Orica-Scott og Katusha.

Lørdagens løb, der skyder klassikersæsonen i gang, strækker sig over 291 kilometer.

Franske Arnaud Démare (FDJ) stiller op som forsvarende vinder i Milano-Sanremo, der aldrig har haft dansk vinder.

/ritzau/