Suspenderingen af Bjarne Riis er fortællingen om en ond og eskalerende magtkamp hos Tinkoff-Saxo, men den velkendte dråbe, der fik bægeret til at løbe over, startede med en venskabelig frokost.

Da Oleg Tinkov gjorde sin entré dagen før startskuddet på etapeløbet Tirreno-Adriatico, forventede han at se holdets sportslige leder stå væbnet til tænderne med taktiske overvejelser og en dugfrisk tilstandsrapport for holdet som helhed.

Men Riis lod vente på sig efter en middag på den eksklusive restaurant Romana i Viareggio med blandt andre den tidligere prof-rytter Per Bausager og Jens Fournais (bror til Saxo Bank medgrundægger Kim Fournais, red.).

BT skrev tidligere, at det var af aftale med den forhenværende Team CSC-pressechef Brian Nygaard som manden der foranstaltede middagsaftalen, men det afviser Nygaard onsdag aften.

Værtsskab eller ej. Per Bausagers Facebook profil viser billeder fra en glad aften, hvor Brian Nygaard er til stede i selskabet og mand for at vælge de ædle druer.

BT erfarer, at Riis'  lod Oleg Tinkov vente og at hans modvilje mod at tage plads i sportsdirektørvogn numer et blev tungen på vægtskålen. Fordi det fik opsparet frustration til at eskalere og føre til den konfrontation, der nu har sendt den mangeårige holdejer væk fra sit livsværk.

En kilde med indsigt i det indre liv på Tinkoff-Saxo peger ligeledes på, at Oleg Tinkov overlod for meget af magten til Riis, da han overtog holdet i december 2013.

Riis har på papiret kunnet ånde og agere frit i sin nye rolle som sportslig leder. Helt uden det vanlige stressmoment med at skulle stampe penge op af en kriseplaget finansverden. Men at skulle kappe navlestrengen og ikke definere sig selv som holdets grundlægger og enehersker har været en stor mundfuld. Især med en vild, humørsvingende og cykelbegejstret russer stående i kulissen, siddende i baren eller på cyklen sammen med de ryttere, hvis løn han betaler.

 

På linket herunder kan du læse alt om den kyniske magtkamp, der førte til suspenderingen af Bjarne Riis.

Bag om den blodige magtkamp: Dramaet der sendte Riis ud i kulden