24-årige Peter Sagan var angiveligt enig med Fernando Alonso om et skifte til spanierens nye hold, men Oleg Tinkov er kommet med et endnu bedre tilbud til slovakken.

Kampen om cykelsportens måske største stjerne, Peter Sagan, intensiveres i den grad i øjeblikket, for Oleg Tinkov har meldt sig ind i kampen med et kæmpe tilbud i sidste øjeblik. Det skriver det italienske cykelsite tuttobiciweb.it.

Ifølge det italienske medie var Peter Sagan ellers blevet enig med Fernando Alonso og hans nye cykelprojekt formentlig i forbindelse med Tour of Dubai, hvor Sagan kørte, mens Alonso var til stede. Aftalen skulle angiveligt indbringe slovakken en årsløn på 3.3 millioner euro.

Tilsyneladende vil Oleg Tinkov det dog anderledes, og han skulle således i ellevte time have tilbudt Peter Sagan en kontrakt, der vil indbringe ham en årsløn på hele 4 millioner euro. I så fald ville Sagan formentlig ryge direkte ind på top tre over de bedst betalte cykelryttere i verden.

Tuttobiciweb.it skriver derudover, at Tinkovs sene kontrakttilbud skulle have skabt utilfredshed i Fernando Alonsos lejr, da det åbner nye forhandlingsmuligheder for himmelstormeren fra Slovakiet. Samtidig spekulerer mediet også i, at det bliver endestationen for Sagans nuværende hold, Cannondale, der med tabet af deres største profil ikke skulle have stor sandsynlighed for at fortsætte.

Spørgsmålet er dog, som biciciclismo.com forleden skrev, om Cannondale slår sig sammen med Fernando Alonso, da Alonsos hold ikke må starte på World Touren ifølge nye regler. Det kan Cannondale, fordi de allerede har licens til sportens fineste division.

Slår Alonso sig ikke sammen med et andet hold, må det tale til Oleg Tinkov og Tinkoff-Saxos fordel, da Sagan vil være garanteret starter i samtlige løb på World Touren på det forhenværende danske hold.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Tinkov viser interesse for Sagan. Inden han blev ejer af Tinkoff-Saxo, forhandlede han med firmaet bag Cannondale-mandskabet om et køb - angiveligt stort set udelukkende grundet den 24-årige rytter. Det blev dog ikke til noget, og siden blev han som bekendt i stedet ejer af Bjarne Riis' livsværk.

Rygterne fra Tuttobiciweb er endnu ikke bekræftet af hverken Oleg Tinkov eller Fernando Alonso.

feltet.dk