Magnus Cort sejrede efter massespurt på 3. etape af det spanske løb Volta a la Comunitat Valenciana.

Riba-roja de Túria. Den danske cykelrytter Magnus Cort føjede fredag endnu en sejr til sit cv. Den 24-årige Orica-rytter kørte først over målstregen på 3. etape af Volta a la Comunitat Valenciana.

Den strakte sig over 161 kilometer fra Canals til Riba-roja de Túria og blev afgjort i en massespurt, hvor danskeren åbnede relativt tidligt op og skabte et pænt hul på opløbsstrækningen.

Franske Nacer Bouhanni (FDJ) satte en stærk spurt ind på de afsluttende meter, men Cort formåede lige netop at holde Bouhanni bag sig på andenpladsen. En anden franskmand Bryan Coquard (Direct Énergie) blev treer.

Allerede i sidste sæson viste Cort, at han kan gøre sig gældende i en stærkt besat massespurt. Således vandt han to etaper i Vuelta a Espana.

Nu er han også på tavlen i 2017. Cort blev afleveret godt i spurten blandt andet takket være landsmanden Christopher Juul-Jensen, der tog en tørn i arbejdet med at køre Cort frem til en god position.

Løbet tæller fem etaper og slutter på søndag i Valencia.

/ritzau/