Seksdagessæsonen blev skudt i gang med en sejr til det belgiske par Moreno de Pauw/Kenny de Ketele, som med en kraftpræstation i den sidste jagt rykkede forbi de engelske favoritter Sir Bradley Wiggins og Mark Cavendish.

Det var sidste gang, at Wiggins optrådte foran sit hjemmepublikum på banen i London, og alt var kørt i stilling til, at han skulle slutte af med en sejr. Wiggins og Cavendish førte, men til sidste viste det belgiske par sig for stærke.

Med 33 omgange tilbage af den afsluttende jagt var det stadig briterne, der førte med en omgang, men til sidst lykkedes det belgierne både at vunde omgangen og tage de to sidste spurter, således at de rykkede forbi Cavendish og Wiggins. Det australske par Cameron Meyer/Callum Scotson sluttede på tredjepladsen.

Det er andet år i træk, at belgierne vinder seksdagesløbet i London.

Løbet er det første i en ny løbsserie, hvor der også køres i Amsterdam, Berlin og København.

De to danske par sluttede uden for kampen om podiepladserne. Mens Marc Hester og Jesper Mørkøv var fem omgange efter vinderne på ottendepladsen, sluttede Alex Rasmussen og Casper Pedersen på sidstepladsen, 14 omgange bagud.

Den danske verdensmester på landevej, Amalie Pedersen, kom på podiet i London, da hun blev nummer tre i kvindernes omnium-konkurrence, som blev kørt over tre dage.