Anders Lund stopper som cykelrytter uden en eneste sejr på CVet. I stedet skal han studere og skabe sig et liv uden for cykelsporten

Han har 82.367 løbskilometer på tælleren i syv sæsoner som professionel cykelrytter. Og stadig ikke en eneste sejr på sit CV. Nu er det nok for Team Saxo-Tinkoffs Anders Lund.

Nok med surt slid, træning i regnvejr og frygten for styrt. Men også et farvel til kammeratskab, holdånd og den identitet, der ligger i at kunne kalde sig professionel. Og cykelrytter.

- Det er da en angstprovokerende beslutning at tage. Der er både en cool identitet og en vis tryghed forbundet med at kunne kalde sig professionel cykelrytter, indrømmer Lund over for BT.

Snart skal rødderne i italienske Lucca rives op til fordel for hverdag i København og et universitetsstudie. Måske historie. Eller noget andet Lund kan udfordre sit lyse hoved med.

Som junior lignede Anders Lund ellers endnu et af dansk cykelsports lysende talenter. Han vandt sølv ved junior-VM i 2003 og kom ud af en glansfuld generation, der blandt andet tæller navne som vennen Matti Breschel, Jakob Fuglsang og Mads Christensen.

Som professionel er Anders Lund ret beset blevet synonym med en rolle som vandbærer. Sådan blev det bare hen ad vejen i en sport, hvor den stærkeste overlever.

- Man skal kunne finde sin motivation et sted. En del af det er at kunne drømme om dén der sejr, der venter derude. At man kan udvikle sig. Jeg kan sagtens holde ud ikke at vinde cykelløb, hvis bare jeg føler mig god. Samtidig skal der være en form for udvikling, men det ser jeg ikke længere, og det har været enormt frustrerende, erkender den 28-årige københavner.

- Igennem nogle sæsoner har jeg kunnet sige til mig selv, at nu gør vi sådan og sådan, nu laver vi om på det og det, men det er blevet sværere og sværere at overbevise mig selv om, at det kan lades sig gøre. Jeg kan ikke længere manipulere mig selv til at tro på, det vil kunne lade sig gøre, og det går altså ud over motivationen.

- Jeg har altid haft en idé om, at jeg ville læse videre på et tidspunkt. Hvornår skulle afhænge af, hvad jeg kunne præstere som cykelrytter. Og nu er lysten til at tage springet blevet større end lysten til at fortsætte karrieren, fortæller Lund, som ret beset også kunne have stået uden arbejde for næste sæson, eftersom Riis ikke har tilbudt kontraktforlængelse.

- Hvis Bjarne var kommet med et tilbud om kontraktforlængelse, havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville skrive under. Jeg stopper, fordi tidspunktet føles rigtigt nu, pointerer Lund, som også har haft tid til at reflektere over sin transformation fra vildt lovende juniortalent til et fuldgyldigt medlem af de professionelles mere anonyme brigade.

- Hvis jeg med de erfaring, jeg har i dag, skulle sige noget til den juniorrytter, der vandt VM-sølv, skulle det være i retning af: ’Bevar dit mod og din vildskab.’ At gå fra amatør til professionel påvirkede mig meget. Og hen ad vejen er jeg måske blevet for meget tøsedreng. Jeg har også haft mine styrt og de har sat sig i mig, selv om jeg aldrig har brækket noget, fortæller Lund, som oplevede en stjernestund, da han var en vigtig brik på det danske VM-landshold i 2010.

- At være med på det danske landshold, da Matti Breschel vandt sølv ved VM i Australien i 2010 vil nok blive stående tilbage som det største. Og så at køre Tour de France sidste år, selvfølgelig, siger Lund, der nåede Paris som nummer 127.