Den tidligere Tour-vinder Greg Lemond mener, der mangler uafhængighed i det antidopingprogram, der skal kontrollere Lance Armstrong.


Den tidligere toprytter og Tour de France-vinder, Greg Lemond, kritiserer hele tankesættet bag Lance Armstrongs antidopingprogram - samme tankesæt, som bruges af Team CSC Saxo Bank.

 

Når Lance Armstrong sætter sig på sadlen i det nye år, skal antidopingeksperten Don Catlin og danske Rasmus Damsgaard optræde som garanter for, at amerikaneren har rent blod i årerne. De er ansat til at tjekke Armstrongs blodværdier samt kroppens indhold af testosteron og gøre målingerne offentligt tilgængeligt - på samme måde som Damsgaard gør for Team CSC Saxo Bank.

Men hele tanken om at ansætte egne kontrollanter vækker kritik hos den tredobbelte Tour de France-vinder Greg Lemond.

- Det, de gør, er selvfølgelig godt, men i virkeligheden burde det gøres af en uafhængig gruppe og ikke af nogen, som er ansat til det. Hvad godt er der ved selvkontrol? Det er som at få en ulv til at vogte høns. Det er nødvendigt med nogle, som ikke har interesse i det, fordi de er ansat til at lave testene. Det burde være op til en gruppe som Wada (det internationale antidopingagentur, red.) at stå for det, siger Greg Lemond til cyclingnews.com.

- Måske er der nogle eksperter, som har viden til at kunne vælte sporten, men de gør det ikke, fordi de har noget at miste, fordi de selv tjener deres penge i sporten, siger Lemond.

Armstrong gør comeback i januar i Tour Down Under. Han vandt sit syvende Tour de France i 2005.