I 1986 blev Moreno Argentin på fornem verdensmester i landevejscykling, da han i spurten besejrede franske Charly Mottet. 30 år senere skal italieneren, der også vandt adskillige store klassikere, etaper i Tour de France og Giro d'Italia samt Danmark Rundt, i fængsel.

Moreno Argentin, som nu er blevet 55 år gammel, er ifølge Gazzetta dello Sport blevet idømt et år bag tremmer, fordi han har været del af et ejendoms-svindelnummer.

Derudover skal Argentin også betale en bøde på 310.000 euro (2,3 mio. kr.). Han var som direktør for ejendomsgruppen Sviluppo Residenziale Srl med til at sælge en lejlighed til et pensionist-par, der købte den for deres sparepenge. Problemet var bare, at lejligheden var belånt, og at parret siden var nødt til at købe lejligheden igen på en auktion for 280.000 euro (2,1 mio. kr.).

Udover Argentin fik ejendomsmægleren Mauro Ternici også en dom på et års fængsel. Argentin og Ternicis forsvarer hævdede, at parret udmærket vidste, at ejendommen var belånt, og at der derfor ikke var tale om svindel, men det afviste dommeren.

Argentin begyndte sin karriere tilbage i 1981 hos Sammontana-mandskabet, og han sluttede efter 1994-sæsonen, hvor han havde holdkammerat med Bjarne Riis hos Gewiss-Ballan. I løbet af de 14 år vandt italieneren Liege-Bastogne-Liege fire gange samt Flandern Rundt og Lombardiet Rundt. Derudover blev han 1984 sammenlagt treer i Giro d'Italia, hvor han gennem karrieren også vandt 13 etaper. I Tour de France vandt han to etaper.