Har du set historien om den rige Bahrain-prins, der er på vej med et nyt cykelhold? Et cykelhold, som Bjarne Riis sættes kraftigt i forbindelse med.

Det har Bjarne Riis' trofaste makker, Lars Seier Christensen, også. Og den tidligere Saxo Bank-direktør har i vanlig stil har brugt Facebook til at komme med en underfundig kommentar -- til nyheden og nok også til Bjarne Riis-vinklen.

Lars Seier Christensen har i hvert fald selv delt Bahrain-prins Nasser Bin Hamad Al Khalifas annoncering af det nye cykelhold med ordene: »Altid spændende med nye aktører i cykelsporten. Velkommen til HH Sheik Nasser og Bahrain!«

Efterfulgt af en smiley.

Mediet Cyclingnews.com har erfaret, at Bjarne Riis ER involveret i Nasser Bin Hamad Al Khalifas projekt. At Bjarne Riis og Lars Seier Christensen allerede på torsdag løfter sløret for deres cykelprojekt gør kun spekulationerne om en sammenhæng større.

En bruger på Facebook spørger derfor Lars Seier Christensen på Facebook, om de to ting hænger sammen.

Hertil svarer Lars Seier Christensen: »Du bliver nok nødt til at afvente pressemødet for at få svar på det spørgsmål....«

Efterfulgt af en ny smiley.

Fortsættelse følger helt sikkert...