Lasse Norman Hansen vandt OL-guld på banen i cykling, og succesen kan mærkes.

Det kostede i bogstaveligste forstand Lasse Norman Hansen blod, sved og tårer at vinde OL-guld.

På cykelbanen i disciplinen omnium styrtede han på brutal vis og kurede hen ad træet i hallen.

Resultatet var en oprevet krop med splinter så langt inde i skulderen, at de skulle graves ud med en skalpel.

- Jeg har stadigvæk en stor lyserød plamage på min læg fra styrtet. Der var ikke noget hud tilbage dengang, derfor ses det endnu. På ryggen har jeg fået et stort ar, men alle splinter er kommet ud. Det er også minder og en historie at tage med, siger Lasse Norman Hansen i dag.

Arrene er ikke det eneste synlig bevis fra OL i London. Efter cykel-succesen på banen er interessen for den 20-årige rytter eksploderet.

- Jeg har haft travlt med at rejse rundt til forskellige cykelløb, men derhjemme har det været anderledes. Jeg bliver genkendt på gaden og i byen, og det er da mærkeligt, at alle ved, hvem jeg er og tror, de kender mig, men jeg forsøger ikke at tænke så meget over det.

- Der er helt sikkert også kommet mere interesse fra sponsorerne. De har henvendt sig til mig for at diskutere forskellige ting, og det er der også kommet personlige sponsorater ud af. Det er et direkte resultat af mit OL-guld, siger Lasse Norman Hansen.

Hele den professionelle cykelbranche fik også øjnene op for den danske rytter. Det var tydeligt, at der her var et ekstraordinært talent, der i særlig grad evner at køre med meget mælkesyre i benene, og derfor kan holde tempo og høj fart over en lang periode. Sådan en cykelrytter er eftertragtet, og det kan mærkes.

- Jeg har modtaget tilbud fra en hel del professionelle hold. Vi har forsøgt at finde ud af, hvordan det eventuelt skulle se ud, hvis jeg skulle skifte til dem senere hen, for nu har jeg valgt at blive hos Blue Water Cycling et år mere og ser, hvad det kan række til næste år på landevejen, siger Lasse Norman Hansen, der ikke vil røbe, hvilke hold der er tale om, men interessens karakter har været vidt forskellig.

- Der er nogle hold, som bare har villet have mig med det samme, og det skulle bare være på den og den måde, hvor jeg så har sagt til dem, at de sgu blev nødt til vente på, at jeg blev klar, for der sker ingenting ved at presse mig ud i det nu. Andre hold har været mere interesseret i et samarbejde på længere sigt og har vist tålmodighed og forståelse for min udvikling. Tilbage står der, at jeg gerne vil have et år mere til at blive udviklet både personligt og som cykelrytter. Det handler om at have det sjovt i de her år med mindre løb og få sejre i mindre løb på CV’et, inden jeg måske hopper op til de store drenge og får nogle på næsen, siger det 20-årige talent.

Om fire år venter OL i Brasilien, og her er Lasse Norman Hansen efter planen med igen.

- Til næste OL er mit mål muligvis at forsvare mit guld i omnium og så tage et ordentligt skridt op i holdløbet og gå efter guldet der. Det skal så sandsynligvis kombineres med en karriere på landevejen, men det kræver så, at jeg når at vise noget derude. For jeg har ligesom sagt nej til de tilbud, der har været, og så kan jeg ikke lukrere mere på mit OL-guld i den forbindelse, så jeg skal ud og lave resultater igen, siger Lasse Norman Hansen.