Utrecht: Lars Bak forventer en dramatisk afslutning på 2. etape, der ender i Zélande helt ude ved den hollandske vestkyst. For danskeren gælder det om at levere Lotto Soudals tyske sprinter, André Greipel, bedst muligt.

Efter en kort enkeltstart på 13,8 kilometer starter Tour de France for alvor, når feltet klokken 13.50 bliver sendt af sted fra Utrecht over Rotterdam til Zélande, der ligger under havets overflade helt ude ved vandet.

Traditionelt kommer der meget sidevind ved den hollandske vestkyst, og meteorologerne spår omkring ni m/s fra nordvest, hvilket sagtens kan sprænge feltet til atomer og forvandle etapen fra et forudsigeligt sprinteropgør til det rene kaos.

Lars Bak forudser i hvert fald, at der sagtens kan ske ravage i feltet på etapens afslutning.

»Det plejer altid at være mega nervøst her de første dage i Touren, så der er nok nogen, der skal styrte, selvom jeg selvfølgelig ikke håber det,« siger Lars Bak, der kører sit femte Tour de France.

Etapens sidste kilometer bliver kørt på broer langs kysten, og det er især her, der kan ske ting og sager.

»Faktisk går det en lille smule opad lige inden broen, så kommer helt sikkert til at være kamp om at komme frem til den bedste position blandt BMC, der har den gule førertrøje med Rohan Dennis, og så de andre sprinterhold som Quickstep og os selv,« siger Lars Bak.

Hvis det som ventet bliver en afslutning mellem sprinterne, så vil den største favorit i feltet være Mark Cavendish fra Etixx-Quickstep.