Lampater: Vi skal få Norman i finalen

I tirsdag aftens finalejagt vil Leif Lampater og Luke Roberts prøve at få ram på par nummer 7 og især Lasse Norman. Parret vil dog i første omgang gå efter en bonusomgang.

Med 257 point i den samlede stilling mod par nummer 7s 325 point står det klart, at par nummer 1, Luke Roberts og Leif Lampater, ikke kommer til at slå syverne på point.

Hvis Roberts/Lampater kan nå 43 point inden finalejagten, vil de dog få en bonusomgang og dermed komme en omgang foran syverne.

I første omgang er parrets tanker rettet mod at få point.

- Vi vil selvfølgelig prøve at få pointene, men hvis det bliver for hårdt, så stopper vi. Det afhænger altid lidt af held, når man skal ud og jage point, forklarede Leif Lampater til Feltet.dk efter mandagens løb.

Han ved godt, at det bliver meget svært at vinde omgangen i selve finalejagten.

- Alt er muligt, men hvis vi skal tage en omgang, så bliver det meget svært, da Mørkøv helt sikkert vil prøve at holde sig i vores hjul. Han ved også, hvordan spillet fungerer. Det bliver helt sikkert svært, lød det.

Parret havde vurderet den lange jagt som deres styrke, men i mandagens handicapjagt vandt de lige så mange omgange som de øvrige toppar.

- De store par jagtede hinanden, og derfor nåede vi ikke frem og kæmpe med om jagtsejren. Nogle gange kommer de med frem, det kommer an på, hvordan løbet udvikler sig, sagde Lampater.

Han synes dog også, at den yngste halvdel af par nummer 7 så ret slidt ud.

- Jeg tror, at Lasse Norman kørte med sine sidste kræfter til slut i jagten. I morgen skal vi prøve at få ham. Det er vores ambition, afsluttede Leif Lampater.

feltet.dk

Læs også: