KOMMENTAR

Michael Rasmussen snød gennem hele sin karriere. Han gjorde, hvad han kunne for at få den fordel, der kunne skaffe sejre, penge og berømmelse. Men nu blev løgnen for nagende at trækkes rundt med. I stedet for at vælge den gængse metode, der går på indrømmelse af egne synder og ellers tavshed om, hvordan det foregik, hvem der hjalp, og hvem der vidste, går Michael Rasmussen anderledes grundigt til værks. Grundtesen er, at ellers bliver der ikke ryddet op i cykelsporten - eller det er da den officielle grund.

Det er nok mere nuanceret end som så. Med de seneste tiders afsløringer af, hvor organiseret dopingmisbruget var på Rabobank, hvor Michael Rasmussen oplevede sine største stjernestunder, var der ikke mange, som troede, at den danske klatrer kørte på talent alene. Indicierne var efterhånden så overvældende, at det var et spørgsmål om tid, før en sag ville komme. Så det handlede om, at Michael Rasmussen havde risikeret en livslang karantæne, hvis han havde holdt fast i sine hidtidige forklaringer. Og det ønskede han ikke, for med 25 procent ejerskab af Christina Watches-Onfone og en aftale om at blive sportsdirektør, ville det løb være kørt.

Derfor har manden fortalt alt, hvad han ved til de relevante dopingmyndigheder. Og allerede nu står det klart, at der kommer en strafrabat, så en fremtid i cykelsporten kan udleves.

Og derfor er der en masse mennesker i sporten, der lige nu ryster i bukserne. For nok kender vi ikke til de afsløringer, fire dages afhøringer bragte med sig - i øvrigt med professor i idræt Verner Møller som bisidder - men hvis 12 års dopingmisbrug er lagt åbent frem, er der mange, som kan trækkes med.

Allerede nu går der rygter om Nicki Sørensen og Bjarne Riis, men flere danskere er nævnt, forlyder det. Michael Rasmussens indrømmelse af doping i tiden på Riis’ hold kan ikke undgå at øge presset på den danske holdejer, der i forvejen gør alt, hvad han kan for at undgå ubehagelige spørgsmål om Tyler Hamiltons beskyldninger.

Det er den rette vej for cykelsporten. Men det er vigtigt at slå fast, at Michael Rasmussen ikke er nogen helt i mine øjne. Han er ikke en rollemodel for unge ryttere. Dem er der få af i cykelsporten i den periode.

Men ved at hjælpe med at forklare, hvordan cykelsporten virkede i en ekstremt betændt tid, får vi en bedre løsning end Lance Armstrong-indrømmelsen, der nærmest udelukkende fortalte historien om en mand, der måtte gøre det nødvendige - men ikke hjalp til selve forståelsen.

For det er, hvad der er brug for. Det nytter ikke med halve indrømmelser, hvis der skal ændres noget. Og med Team Sky som tonesætter hidtil, har reglen været, at hvis man afslørede noget, fik man en fyreseddel, og hvis man tav, gik man fri. Det er ødelæggende for sportens troværdighed.

Det er ikke heltmodigt, hvis Michael Rasmussen trækker kolleger med i faldet. For det står stadig mere klart, at det i cykelsporten var en nødvendighed at benytte sig af ulovlige præparater for at være med. Men jeg har på ingen måde ondt af de mennesker, der var med til at orkestrere misbruget, billigede det eller stiltiende lod det passere. Så selv om Michael Rasmussen ikke er nogen helt, må håbet være, at der trods alt kommer en bedre fremtid for cykelsporten ud af indrømmelserne og samarbejdet med de relevante dopingmyndigheder.