KØB PLUS!

Kyllingen: Worre bør indrømme fejl

Michael Rasmussen har indrømmet sine fejl, så nu er det Jesper Worres tur, mener den nu tidligere cykelrytter.

Siden Michael Rasmussen i sidste uge indrømmede massivt dopingmisbrug, har konflikten mellem direktør i Danmarks Cykle Union (DCU) Jesper Worre og Michael Rasmussen fået nyt liv.

Jesper Worre gav lørdag i et interview med sporten.dk udtryk for, at han ikke fortryder noget i whereabout-sagen fra 2007, og at han ikke har snakket med Michael Rasmussen, siden han i kølvandet på skandalen i Tour de France fortalte, at de to parter ikke havde mere at snakke om.

Selv om Rasmussen har indrømmet sit dopingmisbrug og sine forkerte whereabouts, har intet ændret sig mellem de to.

- Jeg synes, jeg har haft de snakke med Jesper Worre, som jeg skal have. Jeg kan ikke se, hvad vi skal snakke mere om, siger Michael Rasmussen.

Skylder du Jesper Worre en undskyldning?

- Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg har indrømmet de fejl, som jeg har begået. Jeg synes egentlig, det ville være på sin plads, hvis Jesper Worre også indrømmede de fejl, han har begået, siger Rasmussen, som mener, at Jesper Worre brød sin tavshedpligt, da han i 2007 offentligt fortalte om Michael Rasmussens advarsler for forkert oplyste whereabouts.

- Det kan aldrig forsvares, at man bryder, de regler der er, som han gjorde dengang. Og det har jeg endnu ikke hørt ham undskylde for. Han brød sin tavshedspligt dengang, så det kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad han siger til, lyder det fra Rasmussen.

Men Jesper Worre mener ikke, at han har begået nogle fejl. Han fortalte først om Rasmussens advarsler, da Rasmussen begyndte at lyve om dem, fortalte han forleden til sporten.dk.

Og Worre brød ikke nogen tavshedspligt, når han fortalte om advarslerne til Rasmussen.

- Det forveksles med whereabouts, som virkelig er fortrolige. At advarsler blev behandlet som fortrolige, var ikke lig med, at det nødvendigvis var det, sagde Worre i interviewet.

- Jeg er lige ved at sige, at min eneste fejl var, at det ikke blev Tom Lund (daværende DCU-formand), der stod frem. For det var jo en formandsting, men på et telefonmøde fik jeg at vide, at den tog jeg, og det gjorde jeg så.

Læs også: