Michael Rasmussen, der er en af dansk cykelsports mest succesfulde og samtidig mest omstridte personligheder, har fået nyt job. Han skal fremover være lærer på Hald Ege Høj- og Efterskole i Midtjylland.

Men selvom det lyder som en profession, der er langt fra det, 'Kyllingen' hidtil har beskæftiget sig med, er der en meget logisk forklaring. Han skal nemlig undervise i at køre på mountainbike.

Det skriver højskolen, der er en del af Hald Ege Efterskole, fredag morgen på sin Facebook-profil.

»Vi er glade for og stolte over at kunne præsentere Michael som Mtb-lærer på både efter- og højskolen,« lyder det fra forstander Erik Junker.

Og den tidligere mountainbike-verdensmester, som i øvrigt to gange har vundet den prikkede bjergtrøje i Tour de France, glæder sig til at lære fra sig i Dollerup Bakker.

»Jeg er taknemmelig for muligheden til, at videregive nogle af de mange gode erfaringer fra MTB-sporten jeg har til nogle unge, håbefulde og entusiastiske mennesker. Jeg ser et stort potentiale i Højskolen Hald Eges set-up,« siger 40-årige Michael Rasmussen ifølge den meddelelse, som skolen har udsendt på Facebook. .

Skolens forstander, Erik Junker, ser Michael Rasmussen som et helt perfekt match.

»Michaels profil flugter perfekt med det, vi vil med linjen, som skal være et ambitiøst og seriøst tilbud til Mtb-ryttere, hvis engagement i sporten og udbytte af cykelundervisningen, vi har endog meget store forventninger til - også med henblik på talentudvikling og med stor fokus på den enkeltes udvikling,« siger Erik Junker.

Ansættelsen af Michael Rasmussen kommer i forbindelse med højskolens nye mountainbike-linje, der starter til januar, og som udvikles i samarbejde med Michael Rasmussens mountainbike-hold, Racing Viborg.

Indtil den nye linje på højskolen starter op til januar, skal den tidligere Rabobank-rytter tilknyttes Hald Ege Efterskole, hvor han på adventurelinjen skal undervise i mountainbike.

'Kyllingen fra Tølløse' bliver i øvrigt en del af et i forvejen meget prominent lærerteam, eftersom højskolen for nylig offentliggjorde, at håndboldspillerne Ann Grete Nørgaard og Rikke Skov tilknyttes håndboldlinjen.