Morten Høberg og Jimmy Sørensen skærper den danske profil på Christina Watches-Onfone.

Selv om sæsonstarten rykker hastigt nærmere, har Michael Rasmussens hold Christina Watches-Onfone stadig travlt med at få de sidste brikker til at falde på plads.

Torsdag forlængede ur-holdet med Jimmi Sørensen og tog ved samme lejlighed Morten Høberg ind. Dermed er truppen oppe på i alt 14 ryttere, men holdet forventes at offentliggøre navnet på yderligere en dansk rytter i nærmeste fremtid.

Som noget ganske utraditionelt valgte Christina Watches-Onfone samme dag som man sikrede sig to danske navne at annoncere efter en dansk rytter med lyst til at træde ind på holdet. Eneste krav var en A-licens og en alder på under 28 år.

Formelt set skal man på et såkaldt continentalhold have overvægt af ryttere under 28 år. Aktuelt har Christina Watches-Onfone syv ryttere, der enten fylder 28 eller er ældre sammen med syv yngre ryttere. Og det er derfor, at holdet med Michael Rasmussen og Claus Hembo i spidsen nu i huj og hast skal finde et nyt navn inden årets første træningssamling i Italien.

Sportsdirektør Søren Rasmussen oplyser til sporten.dk, at man på baggrund af henvendelser på feltet.dk allerede har fundet den nye mand, der således bliver rytter nummer 15 i flokken.

 Christina Watches-Onfone har til dato offentliggjort følgende ryttere til den kommende sæson: Marc Hester, Eugert Zhupa, Daniel Aldegheri, Constantino Zaballa, Jordan Kerby, Mitchell Lovelock-Fay, Sebastian Balck, Angelo Furlan, Michael Rasmussen, Stefan Schumacher, Frederik Wilmann, Martin Pedersen, Jimmi Sørensen og Morten Høberg.