'Det, vi så i går, var FOR hurtigt.'

Michael Rasmussen stoler ikke på Christopher Froome, når han siger, at han er 'ren'.

Den gule trøjes magtdemonstration på søndagens stejle afslutning på Mont Ventoux lugter langt væk af en rytter, der har haft hånden alt for langt nede i skuffen med doping-præparater.

Det skriver den tidligere danske cykelrytter Michael Rasmussen mandag i sin klumme i BT.

Her vurderer 'Kyllingen', at Christopher Froome simpelthen var FOR hurtig til, at sejren udelukkende kunne køres hjem på kildevand og vitaminer.

- Det helt korte svar, når jeg bliver spurgt, om jeg stoler på Chris Froome, er: ’Nej’. Det lidt længere svar er, at det simpelthen går for hurtigt. Det var for voldsomt, hvad vi så på Mont Ventoux, skriver Michael Ramussen.

'Kyllingen' kørte selv fra alt og alle i bjergene under Tour de France i 2007 med ulovlige doping-medikamenter i blodet. Og det er netop de erfaringer, han trækker på, når han ser Team Sky-rytteren blæse al modstand baglæns i årets udgave.

- Når man har haft sin gang i feltet i mange, mange år, og selv har været på den forkerte side af rigtigt og forkert, så kan man godt få en ret klar fornemmelse af, hvornår noget er hurtigt, og hvornår noget er FOR hurtigt. Det, vi så i går, var FOR hurtigt, skriver Michael Rasmussen.

Du kan læse hele Michael Rasmussens klumme i mandagens udgave af BT.

Køb adgang til e-avisen HER