Michael Rasmussen lukker i sin klumme i mandagens BT ned for Tour de France 2013 ved blandt andet at se frem til kampen om den gule trøje i 2014.

Og her er det ikke kun blandt årets indehavere af de øvrige podiepladser efter Chris Froome - Nairo Quintana som toer og Joaquim Rodriguez som treer - at der ifølge Michael Rasmussen kan findes udfordrere til britens Tour-trone:

Hvis vi kigger lidt frem, så er det oplagt, at Nairo Quintana vil være en kæmpe udfordrer til Chris Froome næste år. Til den tid vil Quintana have et års mere erfaring og et hold, der ene og alene vil være bygget op om ham.

- Vincenzo Nibali skal også med i den pulje - han kørte jo Giro i år - og måske også Richi Porte. På ethvert andet hold ville han være podiebejler, skriver Michael Rasmussen.

Hos Team Saxo Tinkoff var eneste sejr i Tour de France 2013 den i holdkonkurrencen, mens de i det individuelle klassement måtte tage til takke med Alberto Contadors fjerdeplads og Roman Kreuzigers femteplads.

Michael Rasmussen vil dog trods den placering ikke helt afskrive Alberto Contador som fremtidig Tour-udfordrer, selvom spanieren aldrig var i nærheden af at kunne true Froome:

- Alberto Contador vil stadig kunne byde ind som bejler til den samlede Tour-sejr, men der er ingen tvivl om, at det har kostet voldsomt på selvtilliden, at han har fået stryg af ikke bare én, men flere ryttere. Han har været ordinær, og det passer ikke til hans selvforståelse, skriver Kyllingen.

Du kan læse resten af Michael Rasmussens klumme ved at købe e-avisen HER.

Heri kan du også se Michael Rasmussens karakterer til årets Tour de France, hans vurdering af Contadors indsats undervejs og hans tanker om sportens kamp mod doping-spekulationerne.