- Der kom intet nyt på bordet, siger Michael Rasmussen.

Det var en optimistisk Michael Rasmussen, der mandag forlod retten i den hollandske by Arnheim.

Forud var gået en syv timer lang afhøring af lederne fra hans tidligere cykelhold, Rabobank, der i ankesagen skal bevise, at de inden Tour de France-starten i 2007 intet anede om, at "Kyllingen" ikke forberedte sig i Mexico, men i Italien.

- Jeg hørte hvert et ord, der blev sagt. Alle syv timer befandt jeg mig på tilhørerpladserne. Og der kom intet nyt på bordet. Rabobank kunne intet bevise. Tværtimod bekræftede de, at de havde gennemlæst den advarsel, jeg havde fået (29. juni 2007, red.). I virkeligheden forholdt de sig kun til UCI-reglementet om at UCI sagde, at jeg gerne måtte starte i Tour de France. Så set fra min synsvinkel var det en rigtig god dag, siger Michael Rasmussen.

I 2008 blev han i samme sag tilkendt en erstatning i form af tilbageholdt løn og bonus på 5,3 mio. kroner. Men det er han langt fra tilfreds med. Michael Rasmussen kræver 40 mio. kroner.

- Jeg synes, jeg står godt i sagen. Til gengæld synes jeg, at det ser skidt ud for Rabobank. Det var ihvertfald bemærkelsesværdigt, at Erik Breukink (tidl. sportsdirektør , red.) tilsyneladende havde mistet hukommelsen. Og hvad angår The De Rooij (tidl. manager, red.) kom han heller ikke med nye ting i sagen, siger Michael Rasmussen, der kalder det for 'bizart', at Rabobank undervejs i retshandlingen førte sin advokat som vidne.

En af de nærmeste dage får Michael Rasmussen tilsendt en udskrift af retsprotokollen.

- På baggrund af denne vil jeg beslutte mig for, hvem jeg vil føre som vidner, når jeg skal afhøres 16. december. Jeg vil ikke afsløre, hvem jeg har i kikkerten. Men det kan meget vel tænkes, at Breukink og De Rooij må en tur i retten igen, siger Michael Rasmussen.