Bjarne Riis' cykelhold, Team VéloCONCEPT, er blevet udsat for et tyveri, og udgår derfor af dagens Rent Liv-Skive Løbet.

»Team VéloCONCPT vil ikke stille til start i søndagens UCI-løb Rent Liv-Skive Løbet. Holdet er natten til søndag blev udsat for tyveri, hvor holdets deltagendes rytteres cykler samt mange ekstra hjulsæt er blevet stjålet. Derfor er det ikke muligt for de seks ryttere at stille til start.«

Sådan skriver Team VéloCONCEPT i en pressemeddelelse, holdet har sendt ud her til morgen. Nu beder holdet offentligheden om hjælp til at finde de dyre, stjålne cykler:

»Vi beder offentligheden om hjælp, hvis de ser noget. Det drejer sig om 12 Cervelo S5-cykler fuldt udstyret med SRAM E-tap-gearing og 15 HED-hjulsæt med Schwalbe-dæk.«

Cykelholdet vurderer over for Ritzau, at hver cykel har en værdi af i omegnen af 80.000 kr.

På Bjarne Riis’ nye mandskab, Team Veloconcept, er profilerne blandt andre den danske mester og tidligere vinder af løbet Rent Liv-Skive, Alexander Kamp, Rasmus Guldhammer og Bjarnes egen søn, Thomas Nybo Riis.

Rent Liv-Skive er blandt Danmarks største endags cykelløb på Europatouren, med deltagelse af 33 teams a 6 ryttere fra hele Europa. Chris Anker Sørensen fra Riwal Platform og Rasmus Quaade fra Giant Castelli er blandt de største navne.

Derudover kommer der ikke mindre end 21 teams fra hele Europa.