Skønhedspletten fra kvalifikationen til det seneste grandprix i Ungarn, hvor Kevin Magnussen på den regnvåde bane crashede voldsomt, er effektivt vasket væk. 

Med en solid syvendeplads under kvalifikationen til Belgiens Grand Prix på Spa-Francorchamps banen – tre placeringer og mere end et sekund foran McLaren-makker Jenson Button – leverede Magnussen lørdag en af sin korte formel 1-karrieres fornemste præstationer.

I minutterne op kvalifikationen blev Spa-Francorchamps banen gennemblødt af voldsomme regn- og haglbyger, og den forblev våd og glat under alle tre kvalifikations-seancer. Men Magnussen skænkede ikke crashet på Hungaroring en tanke:

- Jeg har sgu ramt muren før, så nej - jeg var ikke nervøs på grund af regnvejret, sagde en storsmilende Magnussen til BT efter den flotte syvendeplads.

- Der var ingen problemer, så på den måde er jeg tilfreds. Men rigtig tilfreds med en syvendeplads bliver jeg aldrig, fortsatte han.

Bortset fra uheldet i Ungarn har Magnussen haft den erfarne Jenson Button under kontrol i kvalifikationerne hen over sommeren. Med præstationen i Belgien – på VM-seriens sværeste bane og under meget vanskelige betingelser – understregede danskeren, at det interne McLaren-styrkeforhold i hvert fald for så vidt angår rå fart under kvalifikationen, er svinget til hans fordel.

McLaren-ledelsen drømmer stadig om at få fat i Fernando Alonso, mens selvom spanieren mod forventning skulle forlade Ferrari, bør Magnussens plads hos McLaren efter de seneste præstationer ikke være i fare.

Nico Rosberg tog sin fjerde pole position i træk, mens hans Mercedes-teamkammerat Lewis Hamilton på andenpladsen klagede over bremseproblemer.

- Men dem får vi løst inden løbet, og jeg tror næsten det er en fordel at starte fra anden position her, sagde Hamilton.

- Sidste år havde jeg pole position her, men blev overhalet af Sebastian Vettel fra anden position inden første sving, fortsatte englænderen, der i den samlede VM-stilling er 11 point efter Rosberg.

Sebastian Vettel (Red Bull-Renault) og Fernando Alonso (Ferrari) deler anden række, men begge var over to sekunder efter Rosbergs pole position.

- Jeg tror, regnen spillede en rolle – så overlegne havde vi næppe været i tørvejr, sagde Rosberg efter kvalifikationen. Efter en lørdag med heftige byger lover de belgiske meteorologer sol og tør bane til søndagens belgiske grandprix.

- Tørvejr vil gøre løbet mindre chancebetonet – og så skulle det være muligt at opnå dét vi kom her til Belgien efter: En god stak point, siger Kevin Magnussen.