Den tidligere cykelrytter Michael Boogerd skal fortælle sandheden om sin fortid, før han kan fortsætte som kommentator den hollandske TV-station NOS.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Michael Boogerd er en af hollandsk cykelsports største navne gennem historien. Sammen med Erik Dekker henrykte han hollænderne op gennem 90erne på landevejene.

Boogerd har siden han sluttede sin karriere i 2007 fungeret som ekspertkommentator i cykelløb på TV-stationen NOS. Men cykelsportens dopingbefængte fortid kan sætte en stopper for det samarbejde.

TV-stationen NOS kræver, at Michael Boogerd, som benægter at have taget doping, fortæller sandheden om, hvad der er foregået i hans aktive karriere.

- Jeg vil gerne se Michael Boogerd på skærmen igen, men først vil jeg høre fra ham, hvad der præcist er sket, og hvad der ikke er sket, siger sportschef på NOS, Maarten Nooter til AD.

Michael Boogerd var professionel cykelrytter fra 1993 til 2007. En tidsramme hvor dopingen var en integreret del af cykelsporten. Boogerd har tidligere sagt, at hvis han sagde noget om fortiden, så ville han blive syndebuk. I hollandske medier er der stort pres på, for at få den tidligere cykeldarling til at fortælle om tiden på Rabobank, som er under mistanke for at have holdorganiseret doping.

På Rabobank kørte Michael Boogerd sammen med danske Rolf Sørensen, som indtager en lignende kommentatorrolle på TV 2.

TV 2s sportschef Frederik Lauesen har ved en tidligere lejlighed sagt, at hele TV 2s dækning af cykelsporten skulle evalueres efter den seneste tids dopingafsløringer. Efter Michael Rasmussens dopingindrømmelse blev der lagt yderligere pres på Rolf Sørensen, da DCU-chef Jesper Worre mente, at TV 2 måtte skille sig af med Rolf Sørensen, fordi Sørensen ikke fortæller hele sandheden om sin fortid.

- Jeg vil sige det på den måde, at Rolf Sørensen er ansat på TV2, indtil Rolf Sørensen ikke er det mere, svarede Frederik Lauesen på kritikken.

TV 2 har ingen planer om at skrue ned for dækningen af cykelsporten. Fornylig sikrede TV-stationen sig rettighederne til Giro d'Italia og Vuelta a Espana, så den fremover kan vise alle tre grand tours.