Kontraktamok på Team Sky sikrer fremtid for Tour-konge

Team Sky har forlænget med ikke færre end 10 ryttere til 2014 og har sat kurs mod tredje Tour-sejr på stribe.

Man skal ikke ændre på en vindende recept. Og det har de øjensynligt heller ikke tænkt sig at gøre på det britiske succeshold Team Sky, der 23. december sørgede for tryghed i ansættelsen og fast løn for ikke færre end ti af holdets ryttere.

Tour-vinder Chris Froome var blandt de navne, der har forlænget for 2014, og den kenyansk fødte brite behøver ikke bekymre sig om, hvorvidt han også i den kommende sæson får støtte i verdens største etapeløb.

Tre af de ryttere, som var med til at sikre Chris Froome sejren i årets Tour, er også blandt dem, Team Sky har valgt at forlænge med.

Peter Kennaugh, Ian Stannard og David Lopez kan dermed lade julefreden sænke sig over privatøkonomien i vished om mere guld fra den britiske mediekoncern, der er holdets hovedsponsor.

De øvrige kontraktforlængelser betyder, at Luke Rowe, Salvatore Puccio, Danny Pate, Xabier Xandio, Chris Sutton og Sergio Henao alle fortsætter på holdet. Sidstnævnte får sin colombianske fætter Sebastian Henao ind på holdet, som så også har nye ansigter i Mikel Nieve, Nathan Earle og Philip Deignan at gøre godt med.

Trods flirt med Michael Valgren, har Team Sky stadig ikke nogen danske ryttere på holdet, men det rød-hvide islæt holdes i hævd af teknisk direktør Carsten Jeppesen, der næste år vil have den tidligere Team Tinkoff-Saxo sportsdirektør Dan Frost med som sportsdirektør.

Læs også: