De amerikanske antidoping myndigheder indleder nu en sag med Lance Armstrong , Johan Bruyneel og Contadors tidligere træner som de mest fremtrædende hovedpersoner. Lance Armstrong er ikke overraskende rasende.

Lance Armstrongs titel som den ukronede konge af Tour de France kan være på vej til et sørgeligt endeligt. For med det 15 sider lange brev, de amerikanske antidoping myndigheder netop har sendt til en række personer, fremgår det klart, at der er samlet og grundigt ind med skyts til at trække cykelshortsene af den syvdobbelte Tour-vinder.

USADA, som den amerikanske pendant til Anti Doping Danmark hedder, beskylder kort og godt Lance Armstrong for systematisk doping fra 1998 og helt frem til 2010, hvor den amerikanske rytter endegyldigt stoppede sin karriere som professionel rytter.

- Med hensyn til Lance Armstrong, så vil en række ryttere, ansatte og andre vidne, baseret enten på at have set Armstrong dope sig eller på Armstrongs egne erkendelser af doping med EPO, blodtransfusioner, testosteron og cortison i en periode fra før 1998 til 2005, og at han havde brugt EPO, testosteron og hGH (human væksthormon) fra 1996. En række ryttere vil ligeledes vidne om, at Lance Armstrong gav dem, opfordrede dem til og/eller hjalp dem med at indtage doping, herunder EPO, blodtransfusioner, testosteron og kortison fra 1999 til 2005, står der blandt andet i brevet.

Nok så vigtigt skriver USADA også i den lange skrivelse, at UCI i 2009 og 2010 har taget blodprøver fra Lance Armstrong og at disse prøver "er helt på linje med blodmanipulation, herunder brug af EPO og/eller blodtransfusioner."

Læs hele sigtelsen her:

Ikke overraskende er Lance Armstrong rasende. Så sent som i foråret endte en to år lang undersøgelse med, at der ikke blev rejst sigtelser for kriminelle handlinger i forbindelse med doping.

- Dette er grundløse anklager, motiveret af trodsighed og skubbet frem af vidneudsagn, der er købt og betalt med løfter om straffrihed og anonymitet. Selvom USADA hævder, at der har været tale om en 16 år lang sammensværgelse, så er jeg den eneste sportsmand, der er sigtet, skriver Lance Armstrong på sin hjemmeside, hvor han også fastholder, at han aldrig har brugt ulovlige medikamenter i sin professionelle karriere.

Lance Armstrong er da også ganske rigtigt den eneste udøver blandt de seks tiltalte, men det er de øvrige fem tiltalte, der for alvor tegner et dystert billede. For det er ganske enkelt ledelsen af de hold, Lance Armstrong har kørt for, der er på listen. Derfor er sagen ikke den traditionelle dopingsag med en positiv prøve, der efterlader en rytter alene, mens holdet vasker hænder - det er derimod et forsøg på at bevise, at det var en systematisk del af selve holdets DNA.

De øvrige fem tæller da også holdlæger, den notoriske italienske "preparatore" Dr. Michele Ferrari, der længe har været mistænkt for at have hjulpet en række ryttere til at præstere bedre med hjælp fra medicinskabet. Også Pepe Marti, der tidligere har været træner for Alberto Contador, er blandt de tiltalte. Jacinto Vidarte, talsmand for Bjarne Riis' es, har tidligere lagt afstand og benægter, at der er et nuværende samarbejde. Den sidste i linjen er også den, der stadig har den fremmeste placering i cykelsporten: Johan Bruyneel, nuværende sportschef på Team Radio Shack, der blandt andre har Jakob Fuglsang på lønningslisten.

Johan Bruyneel er, ligesom Lance Armstrong, tiltalt for at have opbevaret, transporteret, udleveret, skjult og opfordret til brug af doping, hvilket skal udløse en straf større end den vanlige sanktion - der lægges op til livsvarig udelukkelse.

Den sanktion kan kun være en udelukkelse fra sporten, da antidoping myndighederne ikke har lovhjemmel til andet.

Johan Bruyneel kan dermed se frem til en hed sommer på de franske landeveje, hvor han utvivlsomt vil blive konfronteret med sagen igen og igen, hvilket igen vil skubbe til spekulationerne om, at den luxembourgske rigmand Flavio Becca smækker pengekassen i ved årets udgang og nedlægger holdet.

Sagen ventes at køre i efteråret og være afsluttet inden november.

De tiltalte:

Lance Armstrong, tidligere rytter, syvdobbelt vinder af Tour de France

Johan Bruyneel, sportschef på Team Radio Shack, chef for Armstrong fra 1999-2010.

Pepe Marti, holdtræner 1998-2010 på US Postal, Discovery, Astana og Radio Shack

Pedro Celaya, holdlæge 1997-1998 og 2004-2007 på US Postal og Discovery

Luis Garcia del Moral, holdlæge for US Postal 2003-2006.

Michele Ferrari, lægelig konsulent for US Postal 1999-2007.