KOMMENTAR
Dødt løb - ikke helt. Har man været til cykelløb, har man også hørt sangen om, at det er rytterne, som skaber løbet. Ikke omvendt.
Meningen er god nok. Hvis ikke rytterne er indstillet på et køre væddeløb, bliver underholdningsværdien derefter. Længere er den ikke. Og hvis et Tour de France udvikler sig som i 2012, da Bradley Wiggins og Team Sky tempokontrollerede hver eneste etape med en kvælende monotoni, har vi opskriften på en aldeles problemfri og økologisk slumrepille.
Med Alberto Contador som ny mand på listen over udgåede ryttere efter 10. etape, har vi sammen med den forsvarende vinder, Chris Froome, sagt farvel til de to bærende karakterer. Det svarer nogenlunde til at retouchere Will Smith og Tommy Lee Jones væk fra plakaten til ’Men In Black’. Så er der ikke meget tilbage, vel?
Vincenzo Nibali var en fuldgod mand at flå ned fra hylden som indhop i den sværtvægtsduel, vi på forhånd havde set frem til mellem Contador og Froome, da Team Sky-kaptajnen måtte udgå. Efter Contadors triste exit ligner Tour de France unægteligt en patient, som mangler at finde sit eget værd.
Moderne sport lever af personligheder og de historier, vi lægger i dem. Vincenzo Nibali har formatet og navnet til at være billetsælger. Men spørgsmålet er, hvem der skal tage kampen op med Jakob Fuglsangs kaptajn. Og om typer som Alejandro Valverde og Richie Porte kan bære det.
Det vil Alperne og Pyrenæerne levere et svar på. Og hviledagen byder på et tiltrængt pusterum for et Tour de France, der er blevet historisk af de forkerte grunde.
Aldrig nogensinde i Tour de France-historien har to så markante skikkelser sagt så tidligt farvel.
Det nærmeste, vi kommer, var i 2006, da Jan Ullrich og Ivan Basso begge blev fedtet ind i den spanske Operacion Puerto. For at vi efterfølgende kunne få kåret overgangsfiguren Floyd Landis fra fuskerholdet Phonak som vinder i en årgang, hvor omdrejningspunktet stod i krisetegn.
Der er vi ikke endnu. Trods alt. Og franskmændene vil vel kunne glæde sig over at se ikke færre end fire navne være i top 10. Det er længe siden, så langt hen i løbet. De danske forhåbninger knytter sig til Jakob Fuglsang på en bunden opgave for manden i den gule trøje, Og med batterier, som ser ud til at kunne bruge en hviledag til genopladning.
Tour de France-direktør Christian Prudhomme elsker påstanden om, at Tour de France er større end aktørerne. Det kan lyde som fransk arrogance, men jeg har været tilbøjelig til at give ham ret. Fordi Tour de France hvert år skaber navne, sporten lever på. Men lige nu er Tour de France altså ramt historisk hårdt. De mangler stjerneglimmer og X-faktor. Menneskelig faktor.
Lars B. Jørgensen er cykeljournalist på BT Sporten og dækker Tour de France. Du kan følge ham på twitter: @LarsBartoli
