Kim Andersen føler sig ikke ansvarlig for dopingskandaler. Cykelsporten vil overleve, siger han.
Dopingskandalerne gør, hvad de kan for at nedlægge cykelsporten, og selvom det i øjeblikket ser sort ud for sporten, så vil den aldrig komme ned med nakken.
Det mener den danske sportsdirektør på Team Radioshack, Kim Andersen.
Han har trist fulgt udviklingen i den sport, han selv var aktiv i tilbage i 80erne og 90erne. Rapporten fra det amerikanske dopingagentur, som fældede Lance Armstrong, lammede cykling. Men det er forkert, hvis folk tolker dopingrapporten, som et udtryk for, hvordan cykling ser ud i dag.
Det fortæller Kim Andersen i dette interview med sporten.dk. Her forsøger Kim Andersen at sætte dopingdebatten i perspektiv.
En dopingdebat han selv har haft helt inde på livet. Dels er han selv røget i dopingfælden et par gange som aktiv, og siden har han været sportsdirektør for flere ryttere, som siden har vist sig at være dopede.
- Det er en hård tid for cykling i øjeblikket, men jeg tror ikke på, at cykling dør.
- Før i tiden var det eliten, der fik mængden til at køre på cykel, men nu er det måske omvendt, så det er mængden, der får eliten til at cykle. Der er så mange over hele verden, der kører på cykel, så jeg tror ikke på, at cykling kan dø.
- Troværdigheden kommer igen ved, at vi holder os til de regler, der er. Det lyder som en gammel historie, men jeg er overbevist om, at cykelsporten ikke er sådan i dag, som det er kommet frem på det seneste. De ting, der er kommet frem, er noget, der er sket for 10 år siden. Jeg ved godt, at der fremover stadig vil komme en positiv test engang imellem, men det vil der gøre i alle sportsgrene.
- For mig er der forskel på, om det er bevidst eller ubevidst. Jeg synes, det er hårdt, når ryttere bliver ramt af whereabout-systemet. Det er meget hårdt, når Alex Rasmussen får to års karantæne for sine whereabouts i forhold til, når nogen, der har taget doping, også får to års karantæne.
- Der er forskel på, om man har lavet en bommert med sine whereabouts, eller man virkelig har taget doping. Men i princippet får man samme straf, og i pressen bliver man straffet, som om man har taget doping. Og det er jo ikke helt rigtigt.
Kan vi bruge det til noget i forhold til nutidens cykelløb, at vi får klarlagt, hvad der er foregået tidligere i cykling?
- Egentlig ikke. Men vi kan bruge det til at sige, at vi ikke vil have, at det skal være sådan. Det er dét, vi kan bruge det til. For der er ingen, der ønsker, at det skal være sådan igen. Absolut ikke.
Du har været i cykelsport i mange år. Føler du dig mistænkeliggjort?
- Jeg har haft min egen sag, men derudover føler jeg mig absolut ikke mistænkeliggjort fra nogen sider. Jeg kan ikke benægte, at jeg har haft nogle sager, men det er nogle år siden efterhånden.
Der har været flere sager med ryttere, som du har været ansvarlig for, som har vist sig at være dopede. Føler du dig ansvarlig for noget?
- Nej, absolut ikke. Det er det eneste, jeg er hundrede procent sikker på. Jeg kom tilbage til sporten i 1998 efter at have været væk i nogle år, og jeg føler mig ikke ansvarlig for noget af det.
Mange af de ryttere, der er stået frem nu, fortæller, at alle vidste, at der foregik noget ulovligt. Kan du genkende det billede?
- Det kan jeg ikke hundrede procent sige. Det har jeg meget svært ved. Jeg kan sige, at jeg ikke har set noget. Men det er klart, at når man læser alt det, der kommer frem nu, så kommer man til at tænke over det.
- Man tænker, okay, var det sådan, det var? Men som man også læser fra de fleste, så var det noget, der foregik i det skjulte, så det var ikke noget, vi vidste noget om. De gjorde det for sig selv.
