Fra sin base på Haiti har Jørgen Leth på afstand fulgt med i balladen om Bjarne Riis og den russiske holdejer Oleg Tinkov. TV2s mangeårige cykelsportskommentator med den lyriske nerve har med lige dele fascination og foragt fulgt dramaet på det dansk dominerede cykelhold, der fra den ene dag til den anden mistede sin leder på grund af russisk forretningsmands luner.

»Jeg har grinet af det. Det er jo en urkomisk scene. En mand med diktatoriske tilbøjeligheder går amok,« konstaterer Leth, der de seneste dage blot har fået bekræftet sit umiddelbare indtryk af russeren.

»Han er meget ubehagelig, ind imellem ligefrem racistisk. En ilter mand, uberegnelig. Først og fremmest er han et usympatisk menneske. Man kan jo ikke have den slags ledere, der smider folk ud på den måde. Det er jo hul i hovedet,« konstaterer Jørgen Leth, der udover sin kommentatorgerning, også er kendt som en dygtig dokumentarfilm-skaber, lyriker og live-performer.

Leths fascination af cykelmiljøet går mange år tilbage. Han er bredt anerkendt for sine cykelfilm fra 70erne, En Forårsdag i Helvede og Stjernerne og Vandbærerne. Han tvivler på, at Oleg Tinkov i virkelighed har forstået, hvad cykelsporten går ud på.

»Det er primitivt og afstumpet, når man regner med, at man bare kan købe de bedste ryttere, og så får man også sejrene. Det er en tegneserie-virkelighed, han lever i, han har misforstået cykelsporten. Det jo netop uberegneligheden, der er sportens charme.«

Leth påpeger, at hverken Alberto Contador eller Peter Sagan på nogen måde har været helt væk i forårets første løb. Der har bare været andre ryttere, som har været bedre på dagen.

»De er jo begge to på vej og forbereder sig på hver deres måde. Det er gode cykelryttere. Og lige nu opfører Tinkov sig som et utålmodigt barn.«

Jørgen Leth har et indgående kendskab til Bjarne Riis, som han har fulgt hele vejen fra tiden som hjælperytter for Laurent Fignon over Tour-sejren i '96 frem til nutiden som cykelholdsejer og senest team manager på Tinkoff-Saxo. Alligevel tør han ikke spå om, hvilken vej Riis nu vælger.

»Intet er umuligt i den branche, det kan være, at han vender tilbage på holdet, men så skal han have nogle store indrømmelser fra Tinkov. Det kan være, at Riis nu vælger enten at forlade sporten, eller også begynder han forfra med et nyt hold. Det vil være et tab for sporten, hvis han stopper, men det er forståeligt, hvis han tænker, at nu har jeg haft så meget vrøvl, nu er det nok. Især hvis han har sit på det tørre rent økonomisk, og det fornemmer jeg, at han har. Det bliver i hvert fald spændende se, hvad han nu gør.«