Forståelsen af Jørgen Leths kærlighed til cykelsporten er kompleks. Lige så håndfast han er i inddelingen af sine helte og skurke, den rene opdeling i sort og hvidt, lige så pragmatisk er han i accepten af løgne og bedrag. Men tvivlen om kærligheden til den sport, der har fascineret ham siden barndomsårene i Aarhus og frem til nu, den indfinder sig aldrig.

Det er derfor, han kommenterer det løb, han har fulgt siden 1970, for TV 2. Ikke fordi det er en nødvendighed, men fordi lysten er for stor til at lade være. Fordi der til stadighed kommer nye indehavere af de vante roller som helt og skurk.

I 2015-udgaven hedder de Nairo Quintana og Chris Froome. Skarpt opdelte figurer i Jørgen Leths forståelse af løbet. Chris Froome som den kontrollerende og dermed dræbende. Nairo Quintana som anarkisten, der kan skabe det nødvendige liv.

»Jeg har svært ved at opleve Chris Froome som en helt, fordi han er totalt ucharmerende. I sin kørsel og sin opførsel,« siger Jørgen Leth.

Det vidste han på forhånd, men Froomes hidsige spurt på landingsbanen i Mende, hvor han formåede at distancere de nærmeste konkurrenter med et enkelt sekund, understreger for Jørgen Leth en fundamental mangel på cykelkultur hos Team Sky-kaptajnen.

»Jeg blev vred, og jeg tænkte: Hvad fanden gør han det for? Froome har brug for sympati, for der er i forvejen vrede mod ham på grund af holdets dominans. Alligevel ydmyger han de nærmeste på en meget synlig måde. Det var usympatisk,« siger Jørgen Leth.

På trods af aversionen stiller han sig op for Chris Froome, der i sin gule trøje bliver mødt med afgrundsdyb skepsis.

»Spørger man mig direkte, tror jeg ikke på, at han er dopet. Jeg har forsvaret ham i år. Det troede jeg aldrig, jeg skulle komme til. Jeg kan ikke lide ham, men man kan ikke tage fra ham, at han er en dygtig atlet. Det var en fejlvurdering med den sprint, for det var idiotisk. Froome vandt intet på det selvmål,« siger Jørgen Leth.

Nairo Quintana (th.) på Tourens 11. etape
Nairo Quintana (th.) på Tourens 11. etape Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere

I det andet ringhjørne står Nairo Quintana. Over tre minutter tilbage, men inderligt appellerende til æstetikeren Leth.

»Fordi han har evnen til at gøre det uroligt. Han står for det impulsive og evnen til at eksplodere, så alt andet går i stå. Det er det, jeg elsker i cykelsporten, og det repræsenterer Quintana. Froome repræsenterer det kalkulerende. Og jeg kan ikke fordrage, når han sidder og glor ned i sin computer. Det er en afskyelig udvikling.«

»Cykelsporten er fyldt med fantastiske romanfigurer, der er generøse og gør uforudsigelige ting. Og jeg er vild med hans indianske, uudgrundelige træk. Ansigtet, der næsten aldrig forandrer sig. Man får lyst til at se ind i de øjne for at finde sandheden. De siger, jeg er forelsket i ham, og det har de nok ret i. For han er gådefuld. Det kan jeg godt lide. Froome er mere banal,« siger Jørgen Leth.

Chris Froome (tv.) skriver autografer
Chris Froome (tv.) skriver autografer Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Det er evnen til at ophøje cykelsporten til en spejling af selve livet, at nyde totalteatret i real time, forstå rutens indbyggede dramaturgi, der får Jørgen Leth til at være begejstret for Tour de France. Igen og igen. Selv når rytterne ikke udnytter sceneriet og leverer skuffende udgaver.

Kærligheden dør ikke på grund af et ordinært løb. Og den dør slet ikke af de skandaler, der i lige så høj grad har været cykelsportens svøbe de seneste 20 år. For det er i lige så høj grad en del af den samlede pakke. En pakke, der trods alt er blevet renere med årene, mener Jørgen Leth.

»Men der vil altid være dem, der finder smuthullerne,« siger Jørgen Leth og fortsætter:

»Cykelsporten er den samme, som den altid har været. Det er vores moralisme, vores jagt på sensationer, der har ændret sig,« siger han.

For snyd i cykelsport er lige så gammel som sporten selv. Det er alle rundt om, som pludselig kan føle sig bedragede. Det gælder ikke Jørgen Leth, der ikke giver meget for den nypuritanske og politisk korrekte holdning.

Jørgen Leth i en af de franske skilejligheder, han hader så meget.
Jørgen Leth i en af de franske skilejligheder, han hader så meget. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er menneskets natur at søge smuthullerne til bedre præstationer. Det er ikke unikt for cykelsporten. Jeg plejer letsindigt at sammenligne med nogle helt andre områder af livet. Tag jazzen. Jeg vil ikke undvære Charlie Parker, Billie Holiday, Chet Baker, John Coltrane - hvem som helst, der har spillet vidunderligt, fordi de var dopede. Billie Holiday var det største eksempel. Hun var meget skrøbelig og døde tidligt og betalte dyrt for sit misbrug. Men vi vil jo meget gerne have deres musik. Jeg vil da nødigt undvære det. Mit liv ville være meget fattigere, hvis jeg ikke havde de kunstnere. Det er ikke fair af mig at sammenligne direkte med cykelsporten, for sporten har en anden historie og en anden kulturel funktion end musikken. Men når man spørger, om det findes andre steder, så er svaret ja, gu' gør det. Hvorfor dopede de musikere sig? Det gjorde de for at spille bedre,« siger Jørgen Leth.

Derfor har han også forståelse for den løgn, der følger med de ulovlige omveje til verdenstoppen. På albummet ’Ingen regning til mig’, som Jørgen Leth udgav med musikerne Michael Simpson og Frithjof Toksvig, taler Jørgen Leth om usandhederne og manglen på pragmatisk forståelse for den. At der bør være mere plads til accept og tolerance. Langt fra det sort-hvide helteunivers.

»Det kommer af at bo på Haiti, hvor intet er, som det syner. Det er en del af kommunikationen,« siger han - og sondrer alligevel.

Tour de France 2006, hvor Michael Rasmussen vandt på 16.etape
Tour de France 2006, hvor Michael Rasmussen vandt på 16.etape Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Michael Rasmussens løgn var acceptabel. Det var Lance Armstrongs ikke. Begge var snydere, der dopede sig til topresultater, men formålet med løgnen var fundamentalt forskellig, mener Jørgen Leth.

»De adskiller sig, fordi Michael er et mere fremkommeligt og menneskeligt menneske. Armstrong er en bisse. Det er Michael ikke - han ville gerne være verdens bedste klatrer, og det var et seriøst projekt, som jeg havde stor respekt for. Han var ikke ude på at bygge et imperium som Armstrong. Det er en kæmpe forskel. Armstrong var hensynsløs og ødelagde mennesker på sin vej. Det har Rasmussen aldrig gjort,« siger Jørgen Leth.

Men på trods af, at Lance Armstrongs løgn på mange måder var grænseoverskridende, giver det ikke ret til at ændre på historien, mener Jørgen Leth.

»Det giver ingen mening, at man tager sejrene fra ham, så der er et tomt felt i bogen ud for de år, hvor han vandt. Det kan man da ikke. Vi har jo set ham vinde. Det er vigtigt, at man kan leve med, at der er sket fejl i historien. Han var først over stregen, og vi har set ham i den gule trøje på Champs-Élysées. Jeg er meget imod, at man fjerner dem. Det holder jo ikke, for hvad så med de næste på listen? Det er helvedes hyklerisk. Jeg synes, man skal lade historien stå. Man skal lade navnene stå. Så ved vi alle, hvad der skete. Man kan ikke slette hukommelsen. Jeg har det godt med alt det, jeg har set og oplevet. Når folk spørger mig, hvordan jeg har det med Bjarne Riis, er det oplevelser, jeg hverken kan eller vil slette. Jeg kan ikke slette oplevelsen af Riis på Hautacam og Sestriere. Det er stadig store og fantastiske øjeblikke, uanset hvad han brugte af midler,« siger Jørgen Leth.

Lance Armstrong fejrer sin sjette Tour de France-sejr tilbage i 2004
Lance Armstrong fejrer sin sjette Tour de France-sejr tilbage i 2004 Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

Og derfor håber han også, at Bjarne Riis vender tilbage til det professionelle felt, selv om den nylige danske dopingundersøgelse viste, at den tidligere holdejer var bekendt med, hvad der foregik af urenheder på hans mandskab.

»Jeg har respekt for hans rolle i cykelsporten. Jeg har altid ment, at Bjarne Riis har store evner som leder af et hold, og han har været dygtig til at rekruttere de rigtige ryttere. Tænk på ryttere som Fabian Cancellara, Laurent Jalabert, som han omskolede, Carlos Sastre og Schleck-brødrene - de var hans opfindelser. Det er genialt for en holdejer at være så dygtig en talentspejder. Han har forstand på cykelløb. Det kan man ikke diskutere, så mit ønske er, at han stadig bliver i cykelsporten. Det vil være godt, hvis han får en chance til,« siger Jørgen Leth.

For det ville for ham være ubærligt, hvis en oprydning i cykelsporten betød, at alle med en suspekt fortid skulle udrenses. Karaktererne ville forsvinde fra den sport, der stadig fylder så meget i Jørgen Leth.

»Det er sindssygt. Man kan ikke opleve noget, der er mere spændende,« siger han.

»Jeg er vild med at opleve dramatiske ting i livet. Det giver cykelsporten mig. Man kan have sine helte og sine skurke. Man kan se de bedste menneskelige egenskaber: mod, opofrelse, styrke. Og man kan se de dårligste. Det kan jeg aldrig blive træt af,« siger han.