Michael Rasmussen stillede fredag op på hjemmebanen i Holbæk for at promovere sin nye bog, 'Gul feber', der har skabt blæst i cykelsportskredse. Den første halve time kom der imidlertid kun tre personer.

Kendte sportsstjerner i levende live er normalt ellers noget, der kan få hr. og fru Danmark og især deres børn op af sofadybet. Især hvis der er udsigt til en autograf fra kendissen.

Det ved man, hvis man har oplevet Daniel Agger besøge sin hjemegn i Hvidovre. Eller hvis Caroline Wozniacki spiller skumtennis med borgmesteren på et torv i provinsen.

Cykelsporten har også tag i Danmark. Hvert år er etapeløbet Post Danmark Rundt et kæmpe tilløbsstykke. Men ikke alle cykelryttere har lige godt tag i folkemasserne. Det må den ellers meget medie-eksponerede Michael Rasmussen i dag sande.

Den tidligere stjernerytter er højaktuel med udgivelsen af sin nye bog 'Gul feber', der går i kødet på både rytterens eget og cykelbranchens dopingmisbrug. Og den har skabt blæst i international cykelsport.

Derfor var der fredag eftermiddag arrangeret bogsignering med Michael Rasmussen i Holbæk, der er Kyllingen fra Tølløses hjemmebane, hvor boghandleren Storkfelt Bog & Idé i Ahlgade lagde lokaler til.

Der var afsat en time til arrangementet, og klokken 14 var Kyllingen fra Tølløse klar ved skrivepulten, mens både lokal og landsdækkende presse var mødt op for at dække rytterens første møde med offentligheden efter udgivelsen af hans bog i mandags.

Michael Rasmussen behøvede imidlertid ikke være bange for, at han skulle løbe tør for blæk. I løbet af arrangementets første halve time kom der nemlig blot to personer for at få signeret et eksemplar af 'Gul feber', mens en tredje person kom for at afhente én af i alt 12 forudbestilte bøger med Kyllingens signatur.