Riis hovedsponsor, Oleg Tinkov, burde ikke være i cykling, mener Tyler Hamilton

Bag Bjarne Riis står den russiske rigmand Oleg Tinkov, som gennem sin bank, Tinkoff Bank, er en af de to hovedsponsorer bag det danske cykelhold.

Men Oleg Tinkov er slet ikke til at stole på. Det mener Tyler Hamilton, som kender Oleg Tinkov fra 2007, hvor Tinkov i en kort periode havde cykelholdet Tinkoff Credit Systems, hvor Hamilton blev ansat, men kort efter fyret igen. Tinkov så gennem fingrene med doping, fortæller Hamilton.

- Allerede den første gang holdet mødtes, hvor vi sad i et konferencelokale, sagde Oleg Tinkov; ’Jeg er ligeglad med hvad I gør, bare I ikke bliver taget’. Og det må I gerne skrive, for der var mange mennesker i lokalet, som kan bekræfte, hvis Tinkov skulle sagsøge mig for at sige det, siger Hamilton.

- Der sad 20-årige unge ryttere omkring bordet. Var det virkelig noget, de skulle høre? Han sagde ikke noget specifikt med det, men han sagde ’lad være med at blive taget’. Vi har ikke brug for sådan en person i cykling, raser Hamilton mod Riis’ bagmand.

Med til historien hører, at Hamilton sagsøgte Tinkov, da han mente, han blev fyret uberettiget, men Hamilton fik ingen penge ud af retsagen.

- Den mand har sagt nogle af de mest respektløse ting lige op i mit ansigt. Han er helt utrolig. Jeg er faktisk glad for, at I giver mig muligheden for at svare ham.

Sporten.dk spurgte under Vuelta a España Oleg Tinkov til Hamiltons anklager i bogen, men dengang skød Tinkov tilbage og kaldte Hamilton for en alkoholiker. Det samme gjorde Matti Breschel ved en senere lejlighed. Men det passer ikke, siger Hamilton.

- Jeg gik helt klart igennem en periode, hvor jeg gik meget ud og drak mig fuld. Men det var en periode, og det gør jeg ikke mere. Jeg kan stadig godt drikke lidt, men så vidt jeg ved, har jeg ikke et alkoholproblem, siger Hamilton, som dengang gik på druk med netop Oleg Tinkov, hvor de begge havde lige godt tag i flaskerne.

Oleg Tinkovs tilbagekomst til cykelsporten er et tilbageskridt for cykling, mener Hamilton.

- Da jeg læste, at han kom tilbage til cykling og til Bjarne Riis, ville jeg ønske, at jeg havde et godt forhold til Bjarne, for så ville jeg have ringet til ham og sagt ’hold dig langt væk fra Oleg’.

- Jeg kan ikke lide Oleg Tinkov. Jeg stoler ikke på ham. Og jeg synes ikke, at I skal stole på ham.