Lance Armstrong er stadig en æreløs fusker, der intet er værd i forhold til alle de ærlige ryttere, han har snydt, siger britisk OL- og verdensmester

Nicole Cooke, olympisk mester i landevejsløb fra Beijing i 2008, har netop stoppet karrieren. Briten benytter lejligheden til at tage et drabeligt opgør med Lance Armstrong og alle cykelsportens øvrige mandlige doping-snydere.

Selv om alt tyder på, at Lance Armstrong er på vej med en tårevædet indrømmelse, er han stadig en æreløs fusker ifølge Nicole Cooke.

- Når Lance fælder en tåre overfor Oprah senere, og hun giver ham et lommetørklæde, så tænk på alle de ærlige mennesker, der kæmpede uden af få nogen form for belønning. Kun knuste drømme. Hver eneste af dem er tusind Lance'r værd, lyder det fra den britiske eks-damerytter.

- Jeg var aktiv på samme tid som Lance, og cyklede i en af de mørkeste perioder i cykelsporten, når man tænker på snydere og løgnere, siger hun.

Også cykelsportens øvrige snydere får en på hatten af Cooke. Det gælder også Tyler Hamilton, der under ed var med til at fælde Armstrong, og som senere fortalte sin historie i bogen 'The secret race'.

- Tyler Hamilton tjener mere på sin bog, hvor han fortæller, hvordan han snød, end jeg gjorde på alle mine år med stenhårdt og ærligt arbejde, raser hun.

Nicole Cooke blev olympisk mester i 2008 og senere samme år verdensmester. Hun er smerteligt klar over, at hun havde fået langt mere ud af sin karriere, hvis det ikke havde været for dopingsnyderne.

- Jeg er blevet plyndret af alle snyderne, men jeg er heldig. Jeg sidder tilbage med mere, end jeg drømte om, da jeg var 12 år gammel. Men alle skandalerne i herrecyklingen har ført til, at alle sponsorerne hos damerne er flygtet, og med de i forvejen små budgetter er indtægtsfaldet dramatisk.

I løbet af karrieren på to hjul fik briten ofte tilbudt doping.

- Fristelserne har været mange, men jeg forblev tro mod den 12-årige i mig.

Også det internationale cykelforbund får en 'sviner' fra Cooke.

- UCI har haft travlt med at finde kvitteringer for alt det udstyr, de købte for donationerne fra Lance, og med at sagsøge og kalde Floyd Landis for en løgner, efter han sladrede om Lance. Mens de har været optaget med alle disse ting, så er cykelsporten for damer, der virkede så lovende da jeg blev professionel i 2002, smuldret væk, raser hun.