Novo Nordisk og andre store, danske virksomheder har en forpligtelse til også at støtte dansk elitesport, mener Team Danmark

Den danske medicinalgigant Novo Nordisk har indtil videre holdt sig langt fra sponsorater på sportens første klasse. Tirsdag skete det så. Diabetes-lokomotivet med base i Bagsværd bliver hovedsponsor for et cykelhold med Tour de France-drømme.

Sponsoratet medfører en pengeindsprøjtning af anseelig størrelse til et USA-baseret cykelhold, der kommer til at udgøre fundamentet i Novos tohjulede satsning.

Investeringen fra den danske medicinal-succes, der rangerer på nationalbevidsthedens øverste hylde sammen med Mærsk, Carlsberg og Lego, får Team Danmark-direktøren til at rynke brynene.

- Grundlæggende mener jeg, at store danske virksomheder bør investere både i Danmark og udlandet. Novo er en international koncern. Det er meget fornuftigt, at de involverer sig i en international sportsgren. Men det ville være lige så fornuftigt, hvis de valgte at lave noget tilsvarende i Danmark.

- Med enten bredde eller elite, hvor man fokuserer på folk med diabetes og gav dem særlige vilkår. Det, synes jeg, ville være endnu mere sympatisk af en dansk virksomhed. Når jeg ser på det som direktør for Team Danmark, der har fået to store donationer fra Dansk Supermarked, så vil jeg sige, at det har vi endnu til gode at se fra Novo Nordisks side, men det kan være, at det kommer, siger Michael Andersen.

Han understreger, at han er fuld af sympati over for ideen med at skabe opmærksomhed på, at man kan leve et godt liv med diabetes. Det er formålet med Team Novo Nordisk, som det kommende Tour-hold skal hedde.

- Det er et utrolig sympatisk projekt. Koblingen mellem Novo Nordisk, topidrætsfolk og børn og unge, der måske har diabetes, er meget positiv.

Storsponsoratet fra Bagsværd-koncernen kommer efter en periode, hvor flere store danske idrætslokomotiver desperat har savnet sponsorer. Blandt andre 'Guldfireren', der først kort før OL i London landede en sponsoraftale med Topdanmark.

- Det kunne være et godt signal, hvis de også investerede i danske atleter ud fra samme koncept. Der er ingen garanti for, at der kommer danske atleter på det cykelhold, mener Michael Andersen.

Hos Danmarks Idræts-Forbund (DIF) håber formand Niels Nygaard, at Novo Nordisks første, store sportssponsorat åbner op for flere.

- Vi har noteret os, at Novo Nordisk nu har åbnet op for sportslige sponsorater. Et område, hvor de ikke tidligere har været så aktive. Vi har bestemt også dem i tankerne frem mod OL i Brasilien 2016, hvor Novo Nordisk har et stort marked. Så vi ser frem til at mødes med dem og se, hvordan vi kan samarbejde, siger DIF-bossen.

Hos Team Danmark håber man også, at Novo Nordisk nu er klar til at sponsorere dansk elitesport.

- Det er nødvendigt, hvis dansk sport skal være med fremme. Så skal de store koncerner på banen. Der er ikke noget valg. Nogle af dem har over tid vist, at de kan gøre det. Blandt andre Danfoss, Grundfos, Dansk Supermarked og Nordea. Det er vigtigt, at de største danske virksomheder bakker dansk idræt op. Det synes jeg, at de har en forpligtelse til, siger Team Danmark-direktør Michael Andersen.