Det er vist ingen hemmelighed, at Oleg Tinkov har store planer med sit hold. Russeren vil skabe verdens bedste hold, mindre kan ikke gøre det.

- Vi bliver større og stærkere. Vi køber nye ryttere, og næste år vil vi helt sikkert kæmpe for én af de tre pladser øverst på podiet, siger Oleg Tinkov, der er utålmodig.

- Jeg tror på, at det kan lade sig gøre på et år. I år har vi brugt på at genrejse os, næste år bliver vi det bedste hold i verden.

- Jeg vil skabe det mest sofistikerede, moderne og teknologiske hold. Det er mit mål, siger Tinkov.

Efter Alberto Contadors styrt, troede alle, at Tinkoff-Saxos Tour fremadrettet ville blive en sløj omgang. Det fik de tilbageværende ryttere lavet om på. Holdet nåede at hente tre etapesejre i alt og den prikkede bjergtrøje.

- Vi tabte Alberto, men vandt bjergtrøjen. Vi har gjort det godt, det er bare ikke den gule trøje, siger Oleg Tinkov og uddyber.

- Jeg er stolt af mit hold, vi kan bare ikke kalde det et succesfuldt hold

Så det er altså ikke godt nok?

- Nej. Næste år skal vi have den gule trøje og den grønne, siger Tinkov, der med sidste bemærkning er tæt på at bekræfte, at Peter Sagan fra næste sæson bliver en del af Tinkoff-Saxo.