Sportsdirektør Brian Holm var rasende søndag aften, da supersprinteren Mark Cavendish på 2. etape i Tour de France missede etapesejren og samtidig forsømte at køre Etixx-QuickStep-holdkammeraten Tony Martin i den gule trøje.

Cavendish skulle blot placere sig i top tre og holde Fabian Cancellara bag sig, så ville Tony Martin førstepladsen i klassementet. Men Cavendish gik helt ned til sidst og blev overhalet af Cancellara, som dermed snuppede førertrøjen.

Og Mark Cavendish fik ren besked, da Etixx-QuickStep søndag aften ankom til deres hotel. Det forklarer Brian Holm dagen derpå.

»Det har slået gnister, men vi er blevet forsonet. Men det slog gnister hjemme på hotellet. Men som det er i ethvert ægteskab, så ender det med, at man krammer til sidst og bliver forsonet," siger Brian Holm.

Etixx-QuickStep-sportsdirektøren ærgrer sig stadig over, at holdet endte søndagen tomhændet, efter de stod med gode muligheder for at blive den helt store triumfator.

»Der er ingen tvivl om, at vi havde alle kort på hånden, men endte med at fucke det op. Det hele kørte perfekt, vi vidste, vi ville smadre det hele efter 106 km, og det lykkedes, da vi sætter os frem i sidevinden. Og der så det fantastisk ud - både i forhold til at få Tony Martin i gult og få etapesejren til Mark Cavendish. Men så ender det med, at vi ikke får nogen af delene,« siger Brian Holm og tilføjer:

»Der er ingen tvivl om, at Renshaw åbner for tidligt i spurten, og det er ærgerligt, men når det er sagt, så skal vi tænke på, at Cavendish har vundet 25 etapesejre i Tour de France og givet os meget,« lyder det - trods alt en anelse anerkendende - fra Holm, der privat er gode venner med Mark Cavendish.