Brian Holm forstår ikke, hvis man er skuffet efter et cykel-VM, der kun gav en enkelt dansk medalje.

Facit fra VM i landevejscykling i København 2011: Tre medaljer, en af guld, en af sølv og en af bronze.

Facit fra VM i Holland i sidste uge: En enkelt sølvmedalje i junior-pigernes enkeltstart til Cecilie Uttrup Ludwig. Og det selvom danskerne på forhånd var spået gode chancer hos U23-mændene og junior-drengene - og oveni det en spinkel forhåbning om, at Matti Breschel kunne leve op til tidligere meriter og være med i kampen om medaljerne i søndagens linjeløb.

Formanden for Danmarks Cykle Union Tom Lund er tilfreds med indsatsen fra de danske ryttere, men han havde håbet på, at der var kommet mere metal med hjem fra Holland.

- Vi kom efter mere, end vi fik med hjem. Vi kunne godt have brugt et par medaljer mere. Men det er svært, når det hele bliver afgjort på en dag, og denne gang havde vi ikke marginalerne, siger Lund og peger på, at både hos U23-mændene og junior-drengene var danske ryttere kun to sekunder fra at vinde bronzemedaljer.

Omega Pharma-Quick Step sportsdirektøren Brian Holm forstår ikke, hvordan man kan være utilfreds med den danske indsats ved VM. Han mener tværtimod, at udbyttet fuldt ud afspejler det nuværende danske niveau.

- Det er jo ikke håndbold, det her. Det er ikke kun otte nationer, der slås om at være bedst. Det er cykelløb, og der vil altid være flere nedture end opture. Der er rigtigt mange nationer med store budgetter, som satser på cyklingen, så vi skal have heldet med os, hvis vi skal vinde medaljer ved et VM, fastslår Brian Holm.

Med en bronzemedalje ved VM på landevej i 2008 og en sølvmedalje to år senere har Matti Breschel opbygget sig et ry som en dygtig mesterskabsrytter med speciale i at ramme dagen, når der er VM.

Men denne gang gik det ikke for danskeren, der måtte udgå på grund af et hold i ryggen, og så var det sket med de danske medaljechancer, selvom både Chris Anker Sørensen og Jakob Fuglsang gjorde, hvad de kunne.

- Eliten skuffede, det var ikke godt nok. Vi havde håbet på bedre placeringer i løbet, konstaterer Tom Lund, der samtidig fastslår, at det var den rigtige trio, som landstræner Lars Bonde havde uddelt VM-billetterne til.

Brian Holm mener dog, at de danske ryttere leverede det man på forhånd kunne forvente.

- Selvfølgelig kan man godt håbe på medaljer, men når man ser startlisterne med navne som Nibali, Boonen, Degenkolb og Gilbert, så er vi, hvor vi skal være. Vi ramte vores niveau i det løb. Og når folk kalder det er en skandale, at vi kun har tre pladser i VM-løbet, så forstår de sig ikke på cykelløb. Vi er bare ikke bedre lige nu.