Flere og flere oplysninger i Michael Rasmussens nye bog bliver nu bekræftet. Tidligere sportsdirektør på Rabobank bekræfter afgørende telefonopkald.
Michael Rasmussens påstande i sin nye bog aftvinger nødvendigvis spørgsmålet: Hvem skal man stole på?
Troværdighed er en besynderlig størrelse i cykelsport, hvor den ene store personlighed efter den anden er blevet taget i lyve. Hvem taler sandt, når én løgner beskylder en anden løgner for at lyve? Det kan ende med at blive et trosspørgsmål. Men lad os kigge på fakta.
BT kunne onsdag afsløre afgørende passager fra cykelrytteren Michael Rasmussens bog, »Gul feber«, som udkommer i næste uge. Her hævder Michael Rasmussen blandt andet, at cykelholdejer Bjarne Riis var med til orkestrere doping på Team CSC. En påstand, som de to tidligere ryttere Jörg Jaksche og Tyler Hamilton også er kommet med.
Siden bogens centrale punkter er blevet afsløret, er der løbende kommet flere tegn på, at Michael Rasmussen i hvert fald fortæller flere sande historier i bogen. Set i dét lys er det mest afgørende, at vinderen af Giro d’Italia 2012, Ryder Hesjedal, oven på Rasmussens anklager om doping onsdag aften indrømmede, at Rasmussens historie er rigtig. Hesjedal havde, som Rasmussen fortæller, taget EPO for 10 år siden.
Nu afslører den tidligere Rabobank-sportsdirektør Frans Maassen, at Michael Rasmussen taler sandt om en anden inkriminerende historie fra bogen.
Rasmussen skriver i bogen, at Den Internationale Cykelunion (UCI) i 2005 dækkede over Michael Rasmussen, da han under Tour de France, leverede en dopingprøve, som viste tegn på doping, og at han burde været blevet smidt ud af Touren. Rasmussen hævder, at Rabobanks læge, Geert Leinders, talte med UCIs medicinske chef, Mario Zorzoli, og derefter var der ingen problemer længere. Rasmussen var nu ’en beskyttet rytter’.
Ifølge Rasmussen var det Frans Maassen, der i første omgang blev kontaktet af UCI, der fortalte, at der var et problem med Michael Rasmussen. Maassen bekræftede i går denne oplysning over for den hollandske avis, Volkskrant.
- De (UCI, red) ledte efter Leinders, men havde ikke hans nummer, fortæller Maassen, som dog ikke kender noget til, at UCI og Geert Leinders indgik den lyssky aftale.
BT har kontaktet UCI-lægen Mario Zorzoli for at høre hans version af sagen. Han skriver i en sms, at han ikke må udtale sig.
Ifølge Rasmussen blev hans reticulocyt-værdi (umodne røde blodlegemer) i dopingprøven fundet for lav. Det er en klar indikation af brug af blodtilførsler. Ifølge Rasmussen havde man på det tidspunkt en regel om, at en rytter skulle trækkes ud af Touren af holdet, hvis værdien var under 0,3 procent. Og hvis værdien var under 0,25 procent kunne UCI trække rytteren ud. Rasmussens blodprøve viste 0,23 procent.
BT har været i kontakt med UCIs pressechef, Louis Chenaille, som endnu ikke har læst bogen. Han lader forstå, at der ikke kan være tale om en positiv dopingprøve, da det ville kræve en endnu lavere værdi.
- Vi kan kun sige, at i forhold til reglerne, der var i kraft dengang (juni 2005, red.), var grænsen af reticulocyt-værdien for ikke at måtte stille til start på 0,2 procent, lyder det fra UCIs pressechef.
Adspurgt om det passer, at der var en regel, som Rasmussen beskriver den i bogen, svarer Louis Chenaille i en mail:
- Reglen siger klart og tydeligt i den seneste mail, jeg sendte, at værdien skal være under 0,2 procent.
UCIs regelsæt fra 2005 viser ganske rigtigt, at før man kan kalde det en positiv dopingprøve, som medfører karantæne, skal man have en reticulocyt-værdi under 0,2 procent. UCI vil ikke kommentere på, om det er rigtigt, at de beskyttede Rasmussen.
Vigtigst i forhold til Michael Rasmussens troværdighed står lige nu Anti Doping Danmarks (ADD) og Danmark Idrætsforbunds (DIF) nedsættelse af Rasmussens dopingstraf. Rasmussen fik en nedsættelse fra otte til to år, fordi han har givet oplysninger, som har hjulpet ADD og DIF videre i den store dopingefterforskning. Det er en bekræftelse af, at Michael Rasmussen har givet korrekte oplysninger om andre personers involvering i doping. Det betyder dog ikke, at alt, hvad Michael Rasmussen siger, af den grund er rigtigt.
Og dermed er vi tilbage ved spørgsmålet. Hvem skal man stole på?
