Primoz Roglic (LottoNL-Jumbo) kan kalde sig den første slovenske etapevinder i Tour de France-historien, og han har grund til at være stolt over sin præstation på en stærkt underholdende 17. etape i Alperne.

 

Den tidligere skihopper kørte alene over etapens sidste stigning og holdt den jagtende gruppe med Chris Froome (Sky) og andre i klassementets top bag sig på nedkørslen ind mod målbyen, Serre-Chevalier.

Fabio Aru (Astana) blev til gengæld dagens store taber. Italieneren kunne akkurat ikke hænge på øvrige favoritter på de sidste meter mod toppen af Col du Galibier, og det blev dyrt på nedkørslen.

Her tabte han næsten 40 sekunder.

Etapen gik over 183 kilometer, hvor rytterne skulle over klassikerne Col de la Croix de Fer, Col du Télégraphe og Col du Galibier, som har været ramme om mange Tour-dramaer gennem årene.

Det blev underholdende fra start til slut, og det var især Alberto Contador (Trek) årsag til.

Den spanske veteran iscenesatte et storstilet angreb, hvor han først sendte en trio af holdkammerater med i et indledende udbrud og derefter selv kørte op til dem.

På Galibier var det imidlertid slut for Contador, der ikke havde mere i benene.

Bag ham angreb konkurrenterne på skift førende Chris Froome (Sky), men briten fik stor hjælp af Mikel Landa (Sky) og lod sig ikke ryste.

Til slut kunne Roglic lade sig hylde som den første slovenske etapevinder i Tour-historien, mens Fabio Aru mistede sin plads i top-3.

Endnu større konsekvenser fik etapen imidlertid for den femdobbelte etapevinder Marcel Kittel (Quick-Step), der valgte at udgå, efter at han havde været en tur i asfalten.

Kittel havde ellers kørt de sidste ti etaper i den grønne pointtrøje, men med hans afgang er det næsten sikkert, at Michael Matthews kan lade sig hylde som pointkonge på søndag i Paris.

 

Du kan læse herunder, hvordan det gik til minut-for-minut: